(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Biodiversity Heritage Library | Children's Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"




i 




DE 

STJERNE 

December 1978 127. årgang Nummer 12 






-*if 



?pr 



Kristus og Julen 



David O. McKay 



V ed juletid tænker vi i højere grad end 
ellers på andre og prøver at give udtryk, 
enten i ord eller handling, for vort ønske 
om at gøre andre glade. Heri ligger hem- 
meligheden ved virkelig lykke. ,Den, som 
mister sit liv for min og evangeliets skyld, 
skal finde det 1 , er en sund filosofi, som den 
virkelige juleånd hjælper os til at forstå. 
Kærlighed til Gud og til hinanden burde 
altid være mottoet for julen. Sådan var 
den guddommelige bekendtgørelse ved 
den himmelske hærskare, der først fortal- 
te om ,den store glæde,! 
,Ære være Gud i det højeste! og på jorden 
fred i mennesker, der har hans velbehag! 7 
Hvor enkle er ikke de ord! Hvor 
dybtgående, hvor omfattende er ikke der- 
es betydning! Ved juletid fejrer vi hans 
fødsel, gennem hvis mission på jorden (1) 
Gud er herliggjort; (2) jorden er lovet 
fred; (3) alle mennesker forsikres om 
Guds gode hensigter med dem! 
Hvis ethvert menneske, der fødes til ver- 
den, som sin livsfakkel ville have de 3 
strålende idealer - hvor meget dejligere og 
lykkeligere ville ikke deres liv blive! Med 



et sådant formål ville enhver søge alt, der 
er rent, retfærdigt, ærbart, dydigt og sandt 
- alt, der fører til fuldkommenhed; for 
disse dyder ville enhver blive herliggjort, 
som søger at herliggøre Gud. Han ville 
sky det, der er urent, uærligt eller ondt. 
Hvis hvert menneske ønskede at vise god 
vilje over for sine medmennesker og stræ- 
be efter at udtrykke det ønske i tusinde 
slags udtryk og små gerninger, ville der 
reflekteres uselviskhed og selvopofrelse - 
og hvilket bidrag ville ikke hver enkelt yde 
hen mod universel fred på jorden og mod 
menneskehedens lykke! 
Julen er et passende tidspunkt for at forny 
vore ønsker og at styrke vores beslutning 
om at gøre alt, hvad der ligger i vor magt 
til, blandt menneskene at virkeliggøre det 
budskab, der blev forkyndt af englene, at 
Frelseren var blevet født. Lad os 
herliggøre Gud ved at søge det gode, det 
sande, det smukke! Lad os stræbe efter at 
skabe fred på jorden ved at udøve den 
samme gode vilje over for hinanden, som 
Gud har vist mod os! 

(Fra Millennial Star, 85:801-802, 1923 j 



STJERNE 



Organ December 1978 

for Jesu Kristi Kirke af Årgang 127 

Sidste Dages Hellige Nummer 12 



Det øverste Præsidentskab: Spencer W. Kimball, N. Eldon Tanner, Marion G. Romney. 

De tolvs Råd: Ezra Taft Benson, Mark E. Petersen, LeGrand Richards, Howard W. Hunter, 
Gordon B. Hinckley, Thomas S. Monson, Boyd K. Packer, Marvin J. Ashton, Bruce R. McConkie, 
L. Tom Perry, David B. Haight, James E. Faust. 

Rådgivende komité: Gordon B. Hinckley, Marvin J. Ashton, L. Tom Perry, Marion D. Hanks, 
James A. Cullimore, Robert D. Hales. — Redaktør af kirkens magaziner: Dean L. Larsen. 

International Magazines redaktion: Larry A. Hiller, Carol Larsen, Roger Gylling. 

Den danske Stjernes redaktion: Jørgen Ljungstrøm, Translations Services, 
Vodroffsvej 7, DK-1900 København V. 

Korrespondenter: Københavns Stav: — . Den danske Mission: — . 



Indholdsfortegnelse 



Et julebudskab fra Det øverste Præsidentskab 2 

En drøm om besøgslærerindearbejdet. Spencer W. Kimball 4 

Måske kommer julen ikke Ira en forretning. Jeffrey R. Holland 9 

Joseph Smith, venlighedens profet. Kenneth W. Godjrey 13 

Søgen efter ZION 1830-1835. Glen M. Leonard 17 

Zions lejr. Ronald W. Walker 25 

Vi ledes ved åbenbaring. Wiljora Woodruff 26 

Nye retningslinier for arbejdet for de døde 32 

Børnestjernen 

Det skete virkelig. Don Seegmiller 1 

Bare for sjov 3 

Lammet. Margaret Allen 4 

Glædelig Hanukkah. Bonnie Newton 7 



Abonnement: 

Tegnes gennem wards/grensrepræsentanten: 12 numre dkr. 48.00 

Nævnte priser er incl. moms og porto. 

Betaling over gire 3120988 til Distributions Centret, Smedevangen 9, DK-3540 Lynge. 

United States and Canada: S 8.00 (surface mail). 

© 1978 by the Corporation of the President of the Church of Jesus Christ of Latter -day Saints. 
All rights reserved. 

Distributions Centret, Smedevangen 9, DK-3540 Lynge. 



Et julebudskab 
fra Det øverste Præsidentskab 



I 



denne tid bereder mennesker over hele verden sig til julen. 
Forhåbentlig bereder de sig allesammen til den specielle dag at fejre 
fødslen i Betlehem af Fredsfyrsten, Messias, Verdens Frelser - Jesus 
Kristus. 

Lige fra Adam har profeter fortalt om Forløserens komme. Århun- 
dreder før Kristusbarnets fødsel proklamerede profeterne Esajas 
og Nephi, at Jesus ville blive født af en jomfru. Mikael og Alma 
forudsagde stedet, hvor han skulle fødes. Andre profeter som 
Daniel og lamaniten Samuel beskrev detaljeret hans jordiske mis- 
sion. Hoseas forudsagde hans rejse til Ægypten. 
De gamle profeter fortalte før Jesu fødsel om hans herlige forso- 
ning, og om hans opstandelses mirakel. De forudsagde hans kom- 
me for at åbne vejen for en bogstavelig opstandelse for hele menne- 
skeheden og for evigt liv for dem, som gør sig fortjent til «den 
største af alle gaven>. 

Herren sendte Johannes Døberen, én af de allerædleste profeter, for 
at «berede vejen» for Kirsti første mission. 

Jo, der var sandelig århundreders forberedelse af Herrens komme. 
Må vi i samme ånd som disse gamle profeters og Frelserens egne 
ord berede os til dette år at fejre hans fødsel. Her er nogle af de 
retningslinier, han har givet os: 
«Elsk din næste som dig selv». 

«Når du giver almisse, må du ikke lade blæse i basun foran dig». 
«Saligere er det at give end at modtage». 
«Vær frimodige». 

«Elsk jeres fjender, gør godt imod dem, som hader jer». 
«Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort 
imod mig». 

Men der er andre vigtige forberedelser, som vi må fuldføre på 
denne årstid; nemlig de forberedelser, som vi er nødt til at gøre før 
hans andet komme. 



Vor Frelser har gentagne gange forsikret os om, at han påny vil 
komme til denne jord, i fuld herlighed. 
Hvilken storslået begivenhed at berede sig til! 
Hvordan bor vi berede os til hans tilbagekomst? 
Måske findes der ikke noget bedre råd for denne forberedelse end 
den. som Jesus beskrev for sine apostle: 

«Hvis I holder mine bud. vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har 
holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed». (Johs. 15:10) 
Jesus talte om de velsignelser, der kommer af at holde hans befalin- 
ger: '. . . For at min glæde skal være i jer». (Johs. 15:11) 
Må dette blive en glædelig juletid med beredelse for hel menneske- 
heden! 



DE1 ØVERSTE PRÆSIDENTSKAB 






Præsident Kimball holdt denne tale den 
15. sept. 1958, da han var medlem af De 
tolvs Råd. Hans tale, der blev holdt ved et 
mode for hesogslærerinder i Salt Lake 
Monument Park stav, er stadig lige frisk og 
vigtig. 



M 



ine kære søstre, 



Jeg tror nok, at jeg blev klar over hjælpe- 
foreningens eksistens og dens betydning 
meget tidligt i mit liv. 
Min familie flyttede fra Salt Lake City til 
Arizona, da jeg var 3 år gammel. Min 
mor havde da 6 børn, og i den tid, hvor 
hun gennemgik yderligere 5 svangerska- 
ber og fødsler, var hun præsidentinde 
for wardets hjælpeforening. 
Vi var kommet til et nyt land, hvor vand 
blev trukket op af åbne brønde; hvor der 
var så tæt med fluer, at man knapt kun- 
ne se ud af nettet for dørene om aftenen; 
hvor tyfus var almindelig, ligesom man- 
ge andre sygdomme; hvor lægehjælp var 
yderst begrænset . . . der var ingen hospi- 
taler, ingen sygeplejersker og ingen ud- 
dannede mennesker med undtagelse af 
landsbylægen, der havde mere at gøre, 
end han kunne klare. 
Jeg læste fornylig i min mors dagbog 
beretninger som disse: «Jeg efterlod 
børnene hos Ruth (eller Delbert eller 
Gordon) og gik til søster Smiths hjem, 
hvor den anden tvilling netop var død, 
og hvor der var andre børn, som var 
håbløst syge af tyfus. » Og et andet sted: 
«Denne dag tilbragte jeg sammen med 
andre søstre med at sy begravelsestøj til 
søster Jones' to børn.» Og så videre i det 
uendelige. Det var mit første bekendt- 
skab med hjælpeforeningen, og jeg er 



overbevist om, at den slags arbejde til en 
vis grad fortsætter, for som jeg forstår 
jeres opgave, indbefatter det ikke blot 
det åndelige og det moralske men også 
det fysiske velbefindende hos folk i war- 
det. 

Hver gang jeg tænker på be- 
søgslærerinder, tænker jeg på, at jeres 
pligter på mange måder er som hjemme- 
lærernes, som kort sagt skal «vogte over 
kirken til enhver tid» - - ikke 20 minutter 
om måneden, men altid - - «og være med 
dem og styrke dem» - - ikke bare en 
ringen på dørklokken, men at være med 
dem og opløfte dem og styrke dem, give 
dem fornyet kraft og ruste dem - - «og 
påse, at der ikke findes nogen uretfær- 
dighed i menigheden . . . ingen løgn, 
bagvaskelse og ond tale» (se L&P. 20:53- 
54) 

Hvilken chance! Men mange vil hellere 
tale om andet - vejret, politik eller om 
noget, som er foregået i wardet fornylig, 
opdeling af et ward, indsættelse af et nyt 
biskopråd, den nye hjælpeforeningspræ- 
sidentinde, eller alle de talløse begiven- 
heder, der er foregået i wardet, og som 
folk kan finde årsager til at betvivle rig- 
tigheden af eller kritisere. Hvor vidun- 
derlig er ikke det privilegium, søstrene 
har, at kunne gå ind i et hjem og bagatel- 
lisere alt det, der kan være skadeligt, og i 



stedet for opbygge alle kirkens myndig- 
heder, kirken selv, dens lære, dens poli- 
tik og praksis. 

I dette program kan der, såvidt jeg 
forstår, ikke benyttes magtmidler. Det 
er et arbejde, der bygger på opmuntring 
og kærlighed. Det er forbavsende, hvor 
mange vi kan omvende med kærlighed 
og inspirere med kærlighed. Vi skal «ad- 
vare, forklare, formane, lære og indbyde 
... til at komme til Kristus» (L&P. 
20:59) Det gælder med hensyn til ikke- 
medlemmer såvel som medlemmer. 



For at få succes, bør en besøgslærerinde 
have et højtsigtet mål og til enhver tid 
huske på det; være klar over sin kaldel- 
ses vigtighed og være i besiddelse af uo- 
vervindelig begejstring, en positiv ind- 
stilling og stor kærlighed. 
I Lære og Pagter siger Herren: «Og 
Ånden skal gives jer ved troens bøn, og 
dersom I ikke modtager, skal I ikke un- 
dervise.» (L&P. 42:14) Går vi ud fra, at 
jeres arbejde er meget nær det, som 
præstedømmet udfører, skal I «forkyn- 
de mit evangeliums grundsætninger, 



En drøm om 
besøgslærer- 
indearbejdet 

Præsident 

Spencer W. Kimball 




som de findes i Bibelen og Mormons 
Bog, hvori evangeliets fylde findes» 
(L&P. 42:12) - - ikke blot etik - - og I har 
altid den mulighed at ty til dem og at 
udtyde dem og bringe dem til det punkt, 
hvor jeres inspiration leder jer til at give 
dem til netop den pågældende, inspira- 
tion leder jer til at give dem til netop den 
pågældende søster- et nyt budskab til 
hver enkelt, en anden fremgangsmåde, 
en anderledes konklusion, en ny indstil- 
ling til vidnesbyrd. 

Lærerinden må selvfølgelig efterleve alt 
det, hun belærer om. Det gælder også, 
selv om vi somme tider glemmer del: 
hvad hun forkynder, efterlever hun. 
Herren sagde: «Og jeg befaler jer, at I 
skal undervise hinanden i rigets lære.» 
(L&P. 88:77) 

Lad os ikke være tilfredse med besøg 
alene, med at skabe venner. Venskab er 
selvfølgelig vigtigt, men hvordan kan 
man bedre skabe venner, end ved at be- 
lære én eller anden om de evigtgyldige 
principper for liv og frelse? 
Jeres vidnesbyrd er et vidunderligt mid- 
del. Ingen kan modsvare eller ødelægge 
jeres vidnesbyrd. Mange skriftkyndige 
bruger hele deres liv til at studere Bibe- 
len, og de er i stand til at kende og debat- 
tere skrifterne og slå op i dem hurtigere 
og bedre end mange af os; men ingen af 
dem kan nogen sinde modsvare jeres 
vidnesbyrd. Det efterlader dem stumme 
- uden et fornuftigt svar. Man er ikke 
altid nødt til at bære sit vidnesbyrd på 
den strengt formelle måde; der er mange 
måder at gøre det på. 
Besøgslærerinder må udmærke sig og 
bringe lederskab til de kvinder, i hvis 
hjem de kommer. De må udmærke sig 
ved energi, opmærksomhed og 
gennemførthed - og ved vidnesbyrd, 
frem for alt andet - for deres vidnesbyrd 
er uimodsigelige. 

Det 38. afsnit af Lære og Pagter, fra vers 
23, appellerer til mig: 



«Men sandelig siger jeg jer: Undervis 
hinanden efter det embede, hvortil jeg 
har beskikket jer; 

Lad enhver agte sin broder (søster) som 
sig selv og øve dyd og hellighed for mig. 
Thi hvilken mand blandt jer, som har 12 
sønner og ikke gør forskel på dem, og de 
tjener ham i lydighed, vil sige til den ene 
af dem: Klæd dig i kostbart tøj og sid 
her, men til den anden : Klæd dig i pjalter 
og sæt dig dér, og da se på sine sønner og 
sige: Jeg er retfærdig? 
Se, det har jeg givet jer som en lignelse, 
og således er det med mig. Jeg siger jer: 
Vær ét, og dersom I ikke er ét, er I ikke 
mine.» (L&P. 38: 23,24,26,27) 
Der er mange søstre, som lever i klude - 
åndelige klude. De har ret til strålende 
kåber, åndelige kåber, ligesom i lignel- 
sen. Vi taler så meget om pligt, men det 
er jeres privilegium at gå ind i hjemmene 
og udskifte klude med kåber. 
Vi taler om pligt - men vi har allerede 
mistet begejstringen, interessen og tabt 
målet af syne, når vi siger: «I dag er jeg 
nødt til at gøre mit arbejde som 
besøgslærerinde.» Det burde snarere 
hedde: «I dag er dagen, jeg har ventet på. 
Jeg er så lykkelig over at kunne gå ind i 
mine søstres hjem og hjælpe med til at 
opløfte dem til nye højder.» 
I har et ansvar. I er blevet kaldet af Gud 
gennem de rette myndigheder. Det hed- 
der i det 88. afsnit: «Rens jeres hjerter og 
tvæt jeres hænder og fødder for mig, så 
jeg kan gøre jer rene, 
at jeg kan vidne for jeres Fader, jeres 
Gud og min Gud, at I er rene for denne 
ugudelige slægts blod.» (L&P. 88:74-75) 
I kan ikke ustraffet springe et hjem over; 
I må ikke forbigå en søster, selv om hun 
er en smule ugæstfri eller ikke viser 
større begejstring for jeres besøg. 
At en hjemmelærer eller en besøgs- 
lærerinde accepterer ansvaret for 4, 5, 6 
eller 7 hjem og så lader dem blive i deres 
åndelige klude og laser er utilgiveligt; og 



når I træder ind i hjemmene, bør der 
ikke være nogen form for ligegyldig sla- 
dren eller store ord. I går ud for at frelse 
sjæle, og hvem kan sige hvilke af de man- 
ge gode mennesker i kirken i dag er akti- 
ve, fordi I var der i deres hjem og gav 
dem ny indsigt, ny forståelse. I trak gar- 
dinerne fra. I udvidede deres horisont. I 
gav dem noget nyt. Måske vil de aldrig i 
dette liv fortælle jer det, men ikke desto 
mindre gjorde I arbejdet. 
Ikke alene redder vi disse søstre, men 
måske også deres mænd og deres hjem 
og børn. Hvis en søster er en smule pas- 
siv eller en smule skødesløs, så er det 
højst sandsynligt, at hun har en mand, 
som er det en lille smule mere, og hun 
har børn, der måske kun «nipper» til 
programmet. 

Der er selvfølgelig undtagelser, men de 
tæller kun en lille smule her, og en lille 
smule dér. De er ikke grebet af riget og 
involveret deri, så I har et stort arbejde 
at udføre! 

«Den, der sår sparsomt, skal også høste 
sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal 
også høste rigeligt», sagde Paulus (2. 
Kor. 9:6) Vi kommer ingen vegne ved 
kun at snakke. Vi må lægge sjælen i or- 
dene, og vi må planlægge og berede vort 
indre. Jeg gad vide, om der er søstre, der 
nogen sinde faster, for eksempel om 
morgenen den dag, de skal ud som 
besøgslærerinder? Jeg ved ikke af, at det 
kræves. Der er en masse i kirken, der 
ikke er krævet, en masse, som vi gerne 
ville gøre. Den, som går ud blot for at 
besøge nogle hjem, ringe på 
dørklokkerne, få tiden til at gå, og deref- 
ter går tilbage for at udfylde rapporten, 
er en smule ligesom den, Paulus taler 
om, der kæmper som én, der støder i 
luften (se 1. Kor. 9:26) men ikke kom- 
mer nogen vegne. Vi trænger til at gå 
fremad og gøre vort arbejde, sådan som 
det bør gøres. 
Jeg går ud fra, at der i ethvert distrikt er 



kvinder, som ikke vil lade jer komme 
ind. Der er også kvinder, som ikke 
ønsker at ladejer komme ind, men som 
alligevel lukker jer ind. Der er kvinder, 
som ville ønske, at I gik, førend I gør 
det. 

Når I har en kvinde, som ikke vil åbne 
sin dør, og I ved, at hun er hjemme; én, 
som åbner sin dør og ikke ønsker det; 
én, som lukker jer ind og ønsker, at I 
ikke var kommet; så ville det være godt 
at følge Herrens råd: «Den slags farer 
kun ud ved bøn og faste.» (Matt. 17:21) 
I ved nok, at Herren har uhåndgribelige 
metoder og måder og kræfter, der kan 
indvirke på mennesker. Kan I huske Al- 
ma? Alma, som forfulgte kirken den ene 
dag, og næste dag var en stor forkæmper 
for den. (se Mosiah 27). 
Kan I huske Paulus? Den ene dag for- 
fulgte han de hellige og satte dem i 
fængsel, og nogle få dage efter prædike- 
de han evangeliet i synagogerne med 
stor kraft, (se Ap. Gern. 9) Hvad gjorde 
forskellen? Det var én eller anden 
uhåndgribelig kraft, som Herren i sin 
visdom iværksatte. Han rørte deres hjer- 
ter. Og han gjorde også noget andet; vi 
ved naturligvis hvad det var. 
Og nu vil I sige: «Nå ja, men den kvinde 
er nu umulig at påvirke.» Selvfølgelig 
kan hun påvirkes. Hun kan blive bragt 
ind. Præsident John Taylor sagde, at der 
ikke findes nogen, som ikke kan omven- 
des, hvis det rigtige menneske på det 
rigtige tidspunkt, på den rigtige måde og 
med den rette ånd foretager det rigtige 
angreb. Han anbragte ikke alle de «rigti- 
ge)> der, det er noget, jeg har gjort, men 
tro ikke, at det er umuligt. 
Gå tilbage til den første bog i Mormons 
Bog og læs det igen: I husker, at Nephi 
sagde: 

«Jeg vil gå og gøre det, som Herren har 
befalet, thi jeg ved, at Herren ikke giver 
menneskene nogen befaling, uden at han 
åbner en udvej for dem, så de kan udføre 



det, som han befaler dem. »(1 Nephi3:7) 
Det kan gøres! Vi må helt udslette i vores 
ordbog det ord, der hedder «kan ikke». 
Hvis Herren kaldte dig, accepterer du så 
det, eller mener du, at dit wards 
hjælpeforenings præsidentinde kaldte 
dig? Ser du, hvis præsidentinden kaldte 
dig, så kan det godt være, at det ikke kan 
gøres, men hvis Gud kaldte dig gennem 
de rigtige kanaler på den måde, som du 
ved, man kalder - hvis Gud kaldte dig, så 
fremgår det deraf, at du ikke kan fejle, 
hvis du gør din fulde del. 
Det er let at blive skuffet. Det er let at 
springe fra, men du må ikke fejle. Hu- 
sker du, hvordan Nephi var i en helt 
umulig situation og ikke kunne få pla- 
derne? Hans brødre kunne ikke. De kun- 
ne ikke købe dem. De kunne ikke lokke 
dem ud af Labans hænder. De kunne 
ikke tvinge sig igennem, og deres liv 
hang i en tråd. Til trods for alt det, kom- 
mer der en ubevæbnet dreng, som går 
lige ind i byen gennem en mur, der er 
lukket for ham, gennem porte, der ikke 
kan åbnes, ind i en have, der er uigen- 
nemtrængelig, ind i et skatkammer, der 
er låst, blandt soldater, man ikke kan 
komme forbi, og han vender tilbage med 
armene fulde af optegnelser for at beva- 
re sine efterkommere og andre fra at gå 
under i vantro. (Se 1 Nephi 3-4) 
Han gjorde det umulige. Men intet er 
umuligt for Herren. Når vi har ham ved 
vor side, når han har kaldet os, givet os 
en befaling og hvis vores energi og an- 
strengelser og vores planlægning og 
bønner er store nok til opgaven, så vil 
den naturligvis blive fuldført. 
Vi må altid bevare en dyb oprigtighed, 
en dybtfølt ydmyghed og en fuldstændig 
afhængighed af Herren. 
Husk at kærlighed er den største lov. Da 
Herren blev spurgt, hvilke var de to 
største love, sagde han: «Du skal elske 



Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele 
din sjæl og af hele dit sind. 
Dette er det største og første bud. 
Der er et andet, som er dette ligt: 'Du 
skal elske din næste som dig selv.'» 
(Matt. 22:37-39) 

Han fortalte os, hvem vores næste er. 
Det er dem, der er borte; som er på rejse; 
som kommer til skade; det er dem, som 
ikke kan betale. Enhver er vores næste, 
og de søstre, som I besøger i deres hjem, 
er jeres næste. Hvis I går ud for at gøre 
jeres pligt, så er det én ting, men hvis I 
går ud for at bringe jeres næste til fuld 
kundskab om evangeliet, så er det en 
anden historie. Det er, som jeg har sagt 
før: alting er muligt. 

Forfatteren Lloyd C. Douglas (1877- 
1951) skrev: «Naturen har altid være i 
modstrid med det, der modarbejdede 
dens blinde men ordensbestemte proces- 
ser. I mange år kan et træ føre en lang- 
som og stilfærdig krig mod en mur, der 
står i vejen - uden at der sker synlig 
fremgang. Men en dag styrter muren 
om; ikke fordi træet pludselig fik hold i 
én eller anden overjordisk kraft, men 
fordi tålmodigt arbejde i selvforsvar og 
frigørelse af selvet endelig har nået 
målet. Det længe indespærrede træ har 
frigjort sig selv. Naturen har vundet!» 
(Lloyd C. Douglas i «The Robe») («Men 
jeg så ham do») 

I kan gøre det. Lige som det lille vintræ, 
den lille rod, der kan vælte en mur eller 
splintre en sten, kan I øve indflydelse på 
mennesker, lede dem bort fra deres 
fortøjninger, der ikke er gode, og føre 
dem til fuld aktivitet. Det kan gøres! 
Gud velsigne jer søstre i jeres vidunderli- 
ge gerning, i jeres dejlige menneskelig- 
hed, i den udstrakte indflydelse, I kan 
øve på andre, derom beder jeg i Jesu 
Kristi navn. Amen. 



8 



Fra en tale, der blev holdt for lærerfakultetet 
for religiøs undervisning ved Brigham Young 
Universitet, den 12. dec. 1976. 



D 



er kan læres så uendelig meget af den 
hellige beretning om Kristi fødsel, at vi 
altid er betænkelige ved at fremhæve den 
ene frem for alle de andre. Tilgiv mig at 
jeg gør netop det ved denne lejlighed. 
Det indtryk, som jeg i den senere tid ikke 
har kunnet frigøre mig for, er, at det er 



en historie om intens fattigdom. Jeg gad 
vide, om Lukas ikke havde en speciel 
hensigt med det, da han ikke skrev: «der 
var ikke plads i herberget« men specielt: 
«der var ikke plads til dem i herberget.» 
(Luk. 2:7) Vi kan ikke være sikre på det, 
men jeg vil tro, at penge kunne købe 
indflydelse dengang såvel som nu. Jeg 
tror, at havde Josefog Maria været folk 
med indflydelse eller penge, så ville der 
være blevet fundet plads til dem, selv på 
dette travle tidspunkt af året. 



Måske kommer 

julen ikke fra en forretning 



Jeffrey R. Holland 




=s4*** \ \ 



Jeg har spekuleret på, om den inspirere- 
de udgave (af Bibelen) også antydede, at 
de ikke kendte nogen indflydelsesrige 
mennesker, når den siger: «der var in- 
gen, der kunne skaffe plads til dem i 
herbergene» (Luk. 2:7, inspirerede udga- 
ve.) 

Vi kan ikke være sikre på, hvad histori- 
kerens hensigt har været, men vi ved, at 
disse 2 mennesker var fortvivlende fatti- 
ge. Ved den renselsesofring, som foræl- 
drene udførte efter barnets fødsel, blev 
det krævede lam erstattet af en due, en 
handling, der var blevet tilladt af Herren 
i Moseloven for at lette byrderne for de 
virkelig fattige, (se 3. Mos. 12:8) 
De vise mænd kom senere, medbringen- 
de gaver, hvilket føjede pragt og rigdom 
til begivenheden, men det er vigtigt at 
lægge mærke til, at de kom langvejs fra, 
muligvis fra Persien, en rejse på adskilli- 
ge hundrede kilomter som det absolut 
mindste. Med mindre de var taget af- 
sted, længe før stjernen viste sig, er det 
højst usandsynligt at de ankom selve 
natten efter barnets fødsel. Ja, Mattæus 
skriver, at da de kom, var Jesus «et lille 
barn» (King James-udgaven), og at fa- 
milien boede i et «hus». (Matt. 2:11) 
Måske udgør dette noget betydnings- 
fuldt, som vi bør erindre, når vi fejrer jul. 
Måske burde al indkøb, oppyntning og 
indpakning og al vores juletravlhed ad- 
skilles - selv om det kun var en let adskil- 
lelse fra de mere stilfærdige, personlige 
øjeblikke, hvor vi tænker på det lille 
barns betydning (og hans fødsel), som er 
anledningen til al denne given-gaver. 
Guldet, røgelsen og myrraen blev givet 
og modtaget i ydmyghed. Og sådan bør 
også vore gaver være, hvert år og altid. 
Som min hustru og vore børn kan bevid- 
ne, er ingen mere pjattet med at give og 
modtage gaver, end jeg er. 
Men netop af den grund er jeg, ligesom 
jer, nødt til at mindes netop det sceneri, 
ja, den fattigdom, som den aften og nat 



udgjorde, uden nogen form for tingel- 
tangel eller gaveindpakning eller 
overflødighed, som vor verden svælger i. 
Kun når vi tænker på den ensomme, 
hellige, ubemærkede genstand for vor 
hengivenhed - barnet i Betlehem - vil vi 
forstå, hvorfor det at give gaver er så 
passende en handling. 
Som en far er jeg fornylig begyndt oftere 
at tænke på Josef, den stærke, tavse, 
næsten ukendte mand, som må have væ- 
ret mere værdig end nogen anden jordisk 
mand til at være den vejledende stedfa- 
der for Guds levende Søn. Det var Josef 
der, udvalgt mellem alle mænd på jor- 
den, skulle lære Jesus at arbejde. Det var 
Josef, som underviste ham i lovbøgerne. 
Det var Josef, som i værkstedets afson- 
drethed hjalp ham til at begynde at 
forstå, hvem han var og til sidst skulle 
blive. 

Jeg studerede på BYU i Provo og var 
netop ved at fuldende mit første år af 
eksamensarbejdet, da vort første barn, 
en søn, blev født. Vi var meget fattige, 
omend ikke så fattige som Josefog Ma- 
ria. Både min hustru og jeg arbejdede 
samtidig med, at vi passede vore studier, 
og desuden var vi en slags viceværter for 
beboerne i en karré med lejligheder for 
studerende, for at opnå en mindre husle- 
jeudgift. Vi kørte i en lille folkevogn med 
et halvudbrændt batteri, fordi vi ikke 
havde råd til en fornyelse (hverken bil 
eller batteri!) 

Men ikke desto mindre havde jeg det 
sådan, at da vores egen helt særlige nat 
kom, tror jeg, at jeg ville have gjort hvad 
som helst lovligt i denne verden og 
pantsat selve min fremtid for at sikre 
mig, at min hustru havde rene lagener, 
sterile instrumenter, vagthavende syge- 
plejersker og veluddannede læger til at 
bringe vores førstefødte søn til verden. 
Havde hun eller det barn trængt til sær- 
behandling på den fornemste privatkli- 



10 



nik, tror jeg, at jeg ville have pantsat mig 
selv for livstid for at gøre det muligt. 
Jeg sammenligner disse følelser (som jeg 
har haft med hvert af de efterfølgende 
børn) med det, som Josef må have følt, 
da han drog gennem byens gader, en by, 
der ikke var hans egen, hvor ingen ven 
eller slægtning var at få øje på, og heller 
ikke andre, som var villige til at række 
dem en hjælpende hånd. I disse allersid- 
ste og mest smertefulde timer af hendes 
«omstændigheder» havde Maria redet 
eller gået omkring 160 km. fra Nazaret i 
Galilæa til Betlehem i Judæa. Mon ikke 
Josef må have grædt over hendes tavse 
mod? Og nu måtte de, alene og ubemær- 
kede, nedværdige sig fra menneskeligt 
selskab til en stald, en grotte, fuld af dyr, 
for dér at bringe Guds Søn til verden. 
Jeg spekulerer over, hvilke tanker Josef 
mon har haft, mens han ryddede skidt 
og affald til side. Jeg undrer mig over, 
om han mon ikke har følt trang til at 
græde, mens han skyndsomst prøvede at 
finde det reneste strå og at holde dyrene 
tilbage. Jeg tænker på, om han mon ikke 
har undret sig: «Kunne der tænkes mere 
usunde, mere sygdomsbefængte, mere 
nedværdigende omstændigheder, hvor- 
under et barn kunne fødes? Er det et 
passende sted for en konge? Skulle mo- 
deren til Guds Søn bedes om at indgå i 
dødens skyggedal et sådant usselt og 
ukendt sted som dette? Er det forkert at 
ønske at kunne give hende nogen luk- 
sus? Er det rigtigt, at han skal fødes 
her?» 

Men jeg er sikker på, at Josef ikke sur- 
mulede, og at Maria ikke beklagede sig. 
De vidste bedre end som så, og de klare- 
de sig på bedst mulig måde. 
Måske vidste disse forældre endda, at i 
begyndelsen af hans jordeliv, så vel som i 
slutningen deraf, måtte dette barn, der 
skulle fødes, være nødt til at underkaste 
sig enhver tænkelig smerte og skuffelse. 
Han ville tillade det for at hjælpe dém, 



som også følte, at de var blevet født 
uden nogen fordele. 
Jeg har også tænkt på Maria, denne den 
mest yndede kvinde i verdenshistorien, 
der endnu som barn modtog 
englebesøg, en engel, som udtalte de 
ord, der skulle forandre kursen ikke ale- 
ne for hendes eget liv, men også for hele 
menneskehedens historie: «Vær hilset, 
du benådede, Herren er med dig! for du 
er udvalgt og velsignet blandt kvinder .» 
(Luk. 1:28, inspirerede udgave) Hendes 
ånds storhed og det gennemgribende i 
hendes beredelse afsløredes i hendes 
svar, der viser både uskyldighed og mo- 
denhed: «Se, jeg er Herrens tjenerinde; 
mig ske efter dit ord;» (Luk. 1 :38) Det er 
her, jeg studser, her jeg forsøger at ind- 
fange de følelser, som en mor har, når 
hun ved, at hun har undfanget en leven- 
de sjæl, føler livet begynde at vokse i sig 
og bærer et barn igennem til fødslen. 
Ved sådanne lejligheder træder fædre til- 
side og ser til, men mødre føler, og glem- 
mer aldrig. Og jeg tænker igen på den 
omhyggelige måde, Lukas former sin 
beretning om den hellige nat i Betlehem: 
«Og det skete, mens de var der, kom 
tiden, da hun skulle føde. 
Og hun fødte sin søn, den førstefødte, 
og (hun) svøbte ham, og (hun) lagde 
ham i en krybbe. (Luk. 2:6-7) Disse kor- 
te erklæringer udbasunerer i vore ører, 
at næst efter barnet selv er Maria hoved- 
figuren, den regerende dronning, 
mødres moder - der befinder sig midt på 
scenen i dette det mest storslåede af alle 
dramaer. Og de samme erklæringer ud- 
basunerer også, at med undtagelse af 
hendes elskede mand var hun yderst ale- 
ne. 

Jeg har tænkt over, om mon denne unge 
kvinde, selv næsten kun et barn, der her 
skulle føde sit første barn, ikke har 
ønsket, at hun havde sin egen mor, eller 
en tante, eller sin søster, eller en veninde, 
der kunne være nær hende under hendes 



11 



veer. Fødslen af en søn som denne burde 
sandelig kræve hjælp og opmærksom- 
hed fra enhver jordemor i Judæa! Vi kan 
vel allesammen ønske, at én eller anden 
kunne have holdt hendes hånd, kølet 
hendes pande, og efter at fødslen var 
ovre, have givet hende hvile i rene, kølige 
lagener. 

Men sådan skulle det ikke være. Alene 
med Josefs uerfarne hjælp fødte hun selv 
sin førstefødte søn, klædte ham i nogle 
stykker tøj, som hun velvidende havde 
bragt med sig på rejsen, og lagde ham 
måske på en pude af hø. 
Derpå brød på begge sider af sløret en 
himmelsk hærskare ud i sang: «Ære væ- 
re Gud i det højeste,» sang de, «og på 
jorden fred i mennesker, der har hans 
velbehag!» (Luk. 2:14) Men med undta- 
gelse af himmelske vidner, var disse 3 
alene: Josef, Maria og spædbarnet, der 
skulle få navnet Jesus. 
På dette centrale punkt i menneskehe- 
dens historie, et punkt, der blev oplyst af 
en ny stjerne på himmelen, åbenbaret 
med netop det formål, var der sandsyn- 
ligvis ingen andre dødelige, der så til - 
ingen andre end en fattig, ung tømrer, en 
smuk jomfruelig mor, og tavse dyr i stal- 
den, der ikke havde mulighed for at be- 
vidne helligheden af det, de havde set. 
Ikke længe efter ville hyrder komme, og 
senere fulgte vismand fra Østen. Men 
først og fremmest var der bare en lille 
familie, uden legetøj eller træer eller tin- 
geltangel. Med en nyfødt - sådan be- 
gyndte julen. 

Det er for dette spædbarn, vi burde bry- 
de ud i kor: «Lyt nu medens englekor 
synger om den konge stor, som er født i 
Betlehem, stem nu i, oh folk med dem. 
Han har bragt os fred på jord, han er 
himlens herre stor. Lyt nu, medens eng- 
lekor priser fredens konge stor.» (nr. 41) 



Måske med tankerne hjemvendt på den 
gaves omstændigheder, på sin fødsel, på 
sin egen barndom, og måske den renhed 
og tro og ægte ydmyghed, der vil blive 
krævet af enhver celestial sjæl, har Jesus 
nok mange gange sagt, når han så ind i 
de børns øjne, som elskede ham (øjne, 
der altid bedst så, hvad og hvem han 
virkelig var): «Hvis I ikke vender om og 
bliver som børn, kommer I slet ikke ind i 
Himmeriget.)) (Matt. 18:3) 
Julen er derfor for børn - i enhver alder. 
Jeg går ud fra, at det er derfor, min 
yndlingsjulesalme er en børnesang. Jeg 
synger den med større følelse end nogen 
anden sang: 

Barn Jesus i krybben 

1. Det lille barn Jesus i krybben sov 
sødt, 

for uden en seng og i fattigdom født: 
men himmelens stjerner så ned, hvor 
Han lå, 
det lille barn Jesus på leje af strå. 

2. Skønt kvæget i stalden forstyrred' 
hans søvn, 

ej græd eller klaged' vor Herre, Guds 

Søn. 

Jeg elsker dig Jesus, fra Himlen se 

ned, 

og værn om mit leje og skænk mig 

din fred. 

3. Jeg be'r dig: Oh bliv, Herre Jesus, 
hos mig 

velsign alle småbørn og elsk også 

mig: 

bevar os som dine, den stund vi er 

her, 

og tag os til Himlen at bo hos dig 

der. 



Jeff Holland, repræsentant for undervis- 
ning i kirken, er medlem af Bountiful 44. 
ward, Bountiful Utah Central Stav. 



12 



Joseph Smith, 

venlighedens 
profet 

Kenneth W. Godfrey 



M< 



.ens jeg har undervist i kirkens 
historie i mere end 16 år og foretaget 
betydelige undersøgelser af den tidlige 
mormon historie, er én af de mest 
slående egenskaber, jeg har fundet hos 
profeten Joseph Smith, hans venlighed. 
Denne storslåede egenskab synes at have 
behersket hele hans liv og udstrakt sig til 
mennesker af alle racer såvel som til dy- 
reriget. Da han sammen med flere af sine 
kammerater var lukket inde i Liberty's 
fængsel i staten Missouri, skrev han ad- 
skillige breve til sin hustru, Emma. I 
dem spørger han ofte til sine børns hel- 
bred og åndelige velfærd. 
I det samme, højst interessante brev, 
spørger han i samme sætning, hvori han 
udbeder sig oplysninger hos Emma om 
sine sønner og døtre, også om Joanna, 
sin hest, og Old Major, sin hund, som 
han elskede begge 2, og altid behandlede 
med stor venlighed. 

Det er almindeligt kendt, at Joseph og 
Emma adopterede Murdock-tvillinger- 
ne og opdrog Julia, som overlevede 
lynchningen i Hiram, Ohio, som ét af 
deres egne børn. Efter at Julia havde 
måttet opleve et uhyre vanskeligt ægte- 
skab, vendte hun tilbage til Emma 
Smith og blev behandlet med samme 
kærlighed, som var blevet hende til del i 
barndommen. Måske mindre kendt er 
adskillige andre velvillige handlinger, 
som omtales i tidlige kirkemedlemmers 
dagbøger. 



I 1841 flyttede familien Walker, der be- 
stod af faderen, John Walker, moderen, 
Lydia Adams Holmes Walker, og deres 
10 børn, til Nauvoo. Den trofaste fami- 
lie havde overlevet massakren ved 
Haun's Mill og forfølgelserne i Missouri 
i den frygtelige tid i 1838 og 39. Nu 
ankom de, meget fattige, til mormon- 




13 



hovedstaden, fyldt med håb og forvent- 
ninger. De blev indlogeret hos faderens 
bror og blev der introduceret til Joseph 
Smith den første aften. I løbet af som- 
meren holdt forkølelser og feber deres 
indtog i Walker-hjemmet og søster Wal- 
ker blev håbløst angrebet. 

Da Joseph hørte om hendes skrøbelige 
helbred, kom han og Emma og hentede 
den gode søster til deres eget hjem i håb 
om, at forandringen kunne give en bed- 
ring af helbredet. Da hun ikke ønskede 
at være alt for længe borte fra sine børn, 
overtalte den endnu syge Lydia familien 
Smith til at lade hende tage hjem efter 
nogen tids forløb. Da det nu var blevet 
vinter, anbragte man hendes seng på en 
slæde, dækkede hende med tæpper, og 
sådan blev hun forsigtigt bragt hjem. 
Dér kaldte hun sine børn sammen, op- 
fordrede dem til aldrig at afvige fra 
sandheden og at leve på en sådan måde, 
at hun kunne møde dem «i den verden, 
hvor der ingen lidelse vil være, ingen 
sorgens tårer». Idet hun lukkede øjnene, 
døde hun «med et himmelsk smil på sine 
læber». 

Søster Walkers død efterlod 10 
moderløse børn med den yngste knapt 2 
år gammel. Sorgens vægt syntes helt at 
knuse bror Walker, og snart bredte fryg- 
ten sig også for hans liv. 
Da Joseph hørte om deres vanskelighe- 
der, kom han igen til hjælp. Han sagde 
til bror Walker, at med mindre han tog 
bort for at komme til hægterne, «ville 
han hurtigt ende hos sin hustru» og han 
sagde: «Du har nøjagtigt en sådan fami- 
lie, som jeg ville elske. Mit hus skal i 
nogen tid være deres hjem, jeg vil anbe- 
fale, at du sælger dit hjem, anbringer 
dine børn hos gode venner, og lader de 4 
ældste komme til mit hjem og blive be- 
handlet som mine egne børn. Og hvis jeg 
opdager, at de små ikke er tilfredse eller 
ikke bliver godt behandlet, vil jeg tage 



dem hjem til mig også og beholde dem, 
indtil du kommer tilbage.« 

Det blev gjort, og Lucy fortæller, at pro- 
feten ofte lod hende låne sin vogn, så de 
kunne besøge deres søskende, der nu 
boede i forskellige dele af byen. Men så 
fik Lydia, der var knapt 8 år gammel 
hjernefeber. Da hun frygtede, hun skulle 
dø og i overensstemmelse med sit løfte, 
hentede han hende og bragte hende ind i 
sit hjem, hvor han bad kraftigt om, at 
hun måtte leve, plejede hende, som var 
hun hans egen, men kun for at hun lå 
hen nogle dage for derefter at gå til sin 
mor i åndeverdenen. Emma og Joseph 
ledsagede børnene, da lille Lydia blev 
bragt til sit sidste hvilested. En for én 
fandt alle de tilbageværende børn deres 
vej ind i profetens hjem, hvor de forblev, 
indtil også han blev revet bort af døden. 
Derefter vendte deres far hjem, sund og 
rask, og senere fulgte de ham over slet- 
terne. De glemte aldrig den venlighed, 
kærlighed og ægte omsorg, som Joseph 
og Emma havde vist deres familie. 

Mary Ann Stearns, steddatter af ældste 
Parley P. Pratt fortæller i sin ikke-udgiv- 
ne autobiografi om en oplevelse, som 
hendes familie havde med profeten Jo- 
seph, der også illustrerer hans umådelige 
venlighed. På vej hjem fra sin mission i 
England med sin familie og en gruppe 
emigranter over byen St. Louis, blev 
Pratt og gruppen opholdt i 4 uger på 
grund af koldt vejr og de store flager af 
is, som flød på den næsten tilfrosne Mis- 
sissippiflod. Da de endelig ankom til 
Nauvoo, overgik kun Nauvoo's helliges 
iver efter at sørge for emigranterne dis- 
ses iver efter at se profeten Joseph. Der- 
for var Joseph og Hyrum og en hel del 
mennesker samlet ved landgangen for at 
hilse på de nyankomne. Ældste Pratt 
introducerede selskabet for de 2 frem- 
trædende ledere, og da alle med undta- 
gelse af familien Pratt var gået fra borde 



14 



for at tage til deres hjem, kom profeten 
ind i kahytten, hvor de endnu var. 
«Efter at have hilst hjerteligt på os, tog 
han en stol, og idet han tog de små dren- 
ge, Parley og Nathan, på knæene, øjen- 
synligt stærkt bevæget, bemærkede bror 
Pratt: 'Vi tog 3 børn med os og har bragt 
5 med os hjem.' Så sagde bror Joseph: 
'Godt, godt, bror Parley, du er kommet 
tilbage og har bragt dine neg med dig/ 
og tårerne strømmede ned ad hans kin- 
der. Bror Pratt, som så, hvilke følelser, 
han havde frembragt, sagde: 'Hvis du 
føler så dårligt ved at vi kommer hjem, 
må vi vel hellere tage af sted igen,' ... og 
tårerne fyldte også hans øjne.» 
Ældste Pratts bemærkning syntes at 
sprede fortryllelsen, smil vendte tilbage, 



og glæde fyldte alles hjerter. Så rejste 
Joseph sig og sagde: «Kom, bror Parley, 
bring den gruppe lige op til mit hjem; det 
er kun et lille stykke vej, og I kan få det 
behageligere der efter jeres lange rejse.» 
Søster Pratt, der var meget syg, blev an- 
bragt i en stor, behagelig lænestol og af 
bror Hodge og andre af Josephs livvag- 
ter båret til profetens hjem, hvor alle 
kom til at tilbringe en meget speciel og 
behagelig aften. 

Det synes, som om profetens venlighed 
blev udstrakt til alle Guds børn. Et godt 
eksempel på hans respekt for alle men- 
nesker er et tilfælde, .der fortælles af Jane 
E. Manning, en tidligt omvendt neger- 
kvinde, som skrev historien i 1893. I 
1842 sluttede søster Manning sig til kir- 




15 



ken i Connecticut, og med stor personlig 
offervilje og endnu større risiko tog hun 
sammen med andre sorte kirkemedlem- 
mer den lange vej til Nauvoo. De gik, 
indtil deres sko var slidt op, og deres 
fødder så ømme, at de sprang op og 
blødte, indtil de kunne se «hele aftryk af 
deres fødder på vejen.» Endelig nåede 
den modige og tapre gruppe til Peoria i 
staten Illinois, blot for at blive truet af 
myndighederne med fængsling, hvis der- 
es papirer ikke var i orden. Men da de 
kunne fremvise de rigtige papirer, blev 
de løsladt og fortsatte deres rejse, idet de 
måtte sætte over floder, der var så dybe, 
at vandet nåede dem til halsen. Da de 
endelig nåede Nauvoo, blev de vist op til 
profeten Joseph Smiths hjem og med 
tante Janes ord: 

«Søster Emma stod i døren, og hun sag- 
de meget venligt, at vi endelig måtte 
komme ind. Bror Joseph sagde til nogle 
af de hvide søstre, der var til stede: 
'Søstre, jeg vil gerne have, at I kommer 
til dette værelse i aften sammen med 
andre søskende, som netop er ankom- 
met.' 

Bror Joseph anbragte stole rundt om i 
værelset, og så gik han og hentede søster 
Emma og dr. Bernhisel og introducerede 
dem for os. Bror Joseph satte sig ved 
siden af mig, og sagde: 'Du har været 
leder for denne lille gruppe, ikke sandt?' 
Jeg svarede: 'Jo, sir,' og så sagde han: 
'Gud velsigne dig! Og nu vil jeg gerne 
have dig til at fortælle om oplevelserne 
på jeres rejse.' Såjeg fortalte alt, hvad jeg 
har skrevet ovenfor, og en hel del mere i 
alle detaljer, for mange begivenheder er 
siden hen gledet ud af min hukommelse. 
Bror Joseph lagde hånden på dr. Bernhi- 
sels knæ og sagde: 'Hvad mener du om 
det, dr. er det ikke tro?' Lægen sagde: 
'Jo, det tør jeg nok sige. Jeg tror nok, at 
hvis det havde været mig, så er jeg bange 



for, at jeg havde givet op og var vendt 
tilbage igen.'» 

Hele gruppen blev i profetens hjem en 
hel uge, indtil der kunne skaffes dem 
passende husly. Profeten kom ind i deres 
værelse hver morgen for at høre, hvor- 
dan de havde det, og gav en dag Jane, 
som havde mistet sit tøj på vejen, noget 
nyt. En anden morgen talte han et øje- 
blik med Emma, da han havde fundet 
Jane grædende, fordi alle de andre nu 
havde fundet et sted at være, men ikke 
hun, og så spurgte han Jane Manning, 
om hun ville bo hos dem og deres fami- 
lie. Da hun sagde ja hertil, strøg, vaskede 
og lavede hun mad for dem og glemte 
aldrig Josephs og Emmas venlighed. 
Hun døde, trofast mod evangeliet og 
kirken, i april 1908, altid lykkelig for den 
tid, hun havde tilbragt i profetens hjem. 
Ved en anden lejlighed oplevede Emily 
Williams, en enke og endnu ikke med- 
lem af kirken, da hun boede i Michigan, 
at hendes nyfødte pige blev meget syg og 
efter mange dages forløb måtte hun 
høre lægen fortælle, at der intet håb var 
om, at pigen kunne komme sig. Da hun 
hørte, at Joseph Smith var dér på egnen 
for at besøge noget familie, sendte hun 
bud til ham og bad ham komme og salve 
pigen. Profeten kom sammen med sin 
far og knælede ved den lille piges leje, 
lagde hænderne på hendes hoved og lo- 
vede hende, at hun ville komme sig. 
Emily fortæller, at , barnet vendte sig, 
hendes anfald hørte op, og hun faldt i 
søvn og var fuldstændig helbredt den 
næste morgen.' 

Sådan er det tydeligt, at profeten Joseph 
Smith giver os allesammen et eksempel 
på venlighed og kærlighed til alle men- 
nesker, som endnu i dag er en udfor- 
dring til det bedste i enhver sidste dages 
hellig. 



16 




SØGEN EFTER 

ZION 

1830-1835 

Glen M. Leonard 




V 



igtige begivenheder i 1830erne gjor- 
de et tiår til ét af de vigtigste i mormon- 
historien. Fra en lille begyndelse i Fayet- 
te i det vestlige New York voksede kir- 
ken hurtigt. Nyomvendte, der var ivrige 
efter at støtte, talte villigt om det gengiv- 
ne evangelium med venner og naboer. 
De, som støttede Joseph Smith og Oliver 
Cowdery som kirkens , første ældster', 
delte deres midler til omsorg for de fatti- 
ge og hjælp til bygning af et tempel i 
Kirtland i staten Ohio. Den sten, der 
blev skåret ud af bjerget uden hænders 
hjælp, havde begyndt sin verdens- 



omspændende mission; til at begynde 
med rullende langsomt men senere 
forøgende sin hastighed og størrelse 
efterhånden som tiden gik. 
Mormons Bog fyldte de tidlige sidste 
dages hellige med fornemmelsen af at 
deltage i vigtige begivenheder, som skul- 
le gå forud for Jesu Kristi andet komme. 
Bibelen og Mormons Bog, sammen med 
nye åbenbaringer, givet gennem Joseph 
Smith, pegede på en betydelig periode af 
missioneringsarbejde i de sidste dage, 
efterhånden som de retskafne blev ind- 
samlet blandt de onde af alle nationalite- 




17 




ter. Som en del af det forberedende ar- 
bejde før tusindårsriget, indså de hellige, 
at evangeliet skulle bringes ud til de re- 
sterende folkeslag af Israels hus. 
I oktober 1830 startete Oliver Cowdery, 
Peter Whitmer jr., Parley P. Pratt og 
Ziba Peterson fra New York på en mis- 
sion til indianerne i det vestlige Ameri- 
ka. De besøgte Cattaraugusstammen 
nær Buffalo i staten New York og 
Wyandotstammen i Ohio på deres rejse 
mod vest. Nybyggere var trængt så langt 
frem som til Missouri. Vest for den stat 
boede indianere, fortrængt mod vest af 
indtrængende pionerer. Men da Oliver 
Cowdery og hans kammerater nåede 
Missouri grænseområdet, mødte de 
skuffelser. Missionærerne besøgte 
Shawneeindianerne og samledes deref- 
ter i et råd med høvdingen over 
Delawarenationen. Til trods for en ven- 
lig modtagelse fra indianernes side, blev 
missionærerne tvunget til at forlade re- 
servatet af regeringens indianeragenter, 
som sagde, at de forstyrrede freden. 
Denne tidlige kontakt med lamaniterne 
bragte derfor ikke de omvendelser, som 
missionærerne havde forventet. Ikke 
desto mindre vendte ekspeditionen kir- 
kens opmærksomhed mod Missouri, 



hvor de hellige snart skulle forsøge at 
opbygge en Zions by. 
Missionærerne høstede en vigtig høst i 
Ohio. På vej mod vest havde de besøgt 
Sidney Rigdon, en tidligere campbelli- 
tisk prædikant og ven med Parley P. 
Pratt. Rigdon studerede først skeptisk 
Mormons Bog, indbød derefter missio- 
nærerne til at tale i hans menighed og 
bad snart om at blive døbt. Det gjorde 
også omkring 130 andre mennesker i 
den landsdel. Rigdon ville ikke lade sig 
stille tilfreds, før han havde truffet pro- 
feten. I december rejste han og en ung 
hattemager, Edward Partridge, sammen 
til familien Smiths hjem i byen Waterloo 
i staten New York for at træffe Joseph 
Smith. Profeten blev imponeret over 
Rigdons evner og fik snart efter en åben- 
baring, der sagde, at Herren havde be- 
redt ham ,til et større værk\ Den tidlige- 
re prædikant benyttede snart sine usæd- 
vanlige talegaver til at forklare evange- 
liet for andre. Og inden længe begyndte 
han at virke som skriver for Joseph 
Smith ved udarbejdelsen af en inspireret 
revision af Bibelen, og tjente desuden 
som rådgiver i Det øverste Præsident- 
skab. 
Det umiddelbare behov for kirkens 



18 



Børnestjernen 

12/78 







Én af mændene gav den 


ældste pige en sammenfoldet 


avis, idet han sagde: 


„Giv dette til din far j/åk fcfe. 


og ikke til nogen Æ 


anden. Ga hurtigt og Ærm 


1 tab den ikke." ^H?**Y.fi 




Det var Newberry Weekly News, trykt i 
hjembyen i England blot 3 dage tidligere. 
(og dengang var det hurtigste, man kunne 
komme Jra England til Utah snarere 3 ugei 
end 3 dage) En hel side var fyldt med 
fødsels- og dødsdatoer af mennesker, som . 
var begravet på kirkegården i Newberry. 




Farvelag de prikkede områder og se, "D A Ol? TT'/'VD C T/^AT' 
hvilke ayr, au kan finde. I5AIvIL F VJJv oJ VJ V 




LJllTIIllCr Margaret Allen 

1^1 attens venlige hænder havde 
trukket himlens gardiner for, da 
Joel, den yngste af hyrderne, sad på 
den gallilæiske bjergskråning og kæ- 
lede med sit lam. Han elskede afte- 
nerne, når stjernerne så ud som stea- 
rinlys på himlens hvælving. Han 
elskede også sit lam og følte sig al- 



, Sådan er det altid, når himlen er 
skyfri,' vedblev drengen. ,Men i af- 
ten synes det, som om hele himlen er 
faldet til jorden, og at jeg kunne kla- 
tre op ad bakken dér og række 
hånden ud og berøre den.' 
Den ældre mand stirrede kort opad 
og stod helt forbløffet. Men da han 
var en mand, som ikke havde fået 
udviklet megen talekunst, sagde han 
bare: ,Det gør det bestemt, min søn.' 
Med lammet trykket ind til sig og 



drig ensom, når det morede sig sam- 
men med ham de lange dage. I de 
kolde nætter var dets varme krop en 
trøst for ham, men nu, da lammet 
sov, var Joels øjne vidt åbne og un- 
drende. , Himlen er usædvanlig lys i 
aften, far,' sagde Joel til den høje 
mand, som stod ved hans side så ret 
som et træ. 

,Det er Guds herlighed, min søn, 1 
svarede hyrden. 




*£3t*. 







med sin hyrdekappe omkring det, 
lagde drengen sig på ryggen på jor- 
den for bedre at kunne se himlens 
herlighed. 

Ligesom mange andre hyrder un- 
drede Joel sig over stjernerne. Han 
mente, at én eller anden udvalgt en 
dag kunne lære Guds plan for jorden 
at kende ved at studere disse himlens 
vinduer. Og derfor udsøgte drengen 
hver aften de bekendte stjerner og 
ledte efter nye at kunne huske. 
Joel udsøgte sig sin yndlingsstjerne, 
den lyse deroppe på den østlige him- 
mel. Han havde fantaseret sig til 
mange historier om den stjerne. Den 
var en engel, hvis mægtige sværd vil- 
le udrydde den onde. Eller den var 
en ædel prins, der kom i herlighed 
for at udfri sit folk fra undertrykkel- 
se og for at ære dem, som tjente 
ham. Joel længtes efter at tjene den 
elskede prins - at nedlægge sit liv, 
hvis det blev nødvendigt, for sin 
Herre. Med disse tanker i sine vågne 
drømme, lukkedes hans øjne, og 
han faldt i søvn. 

Pludselig vækkede lyden af mange 
stemmer Joel; det var ikke den stille 
summen fra vagtsomme hyrder men 
en ophidset sammenblanding af 
stemmer. 

,Lad os tage af sted,' sagde en. ,Lad 
os skynde os!' 

,Det er et tegn, et virkeligt tegn fra 
Gud, 7 sagde en anden. 
Hyrderne havde slukket deres ild og 
trak kapperne omkring sig, efterla- 
dende bare en enkelt til at vogte over 
fårene. 

Da Joel så op, blev han næsten blæn- 
det af den lysstribe, der tegnede sig 
tværs over midnatshimlen. Det var, 



som om himlens dør var åben, og 
dens herlighed skinnede igennem 
den. 

Lysvågen kom Joel nu op at stå. 
,Hvad er det, far? Hvor kommer det 
fra? 1 Han løftede lammet op i sine 
arme. 

Far lagde armen om sin søns skulder 
og sagde med en stemme, der var 
stærkt bevæget: ,Kom, Joel, endelig 
langt om længe er det tegnet! 1 
Mand og dreng skyndte sig efter de 
andre, idet de fulgte lysets retning. 
Der var mørkt i krogården, da de 
kom dertil, og daggryet lod endnu 
vente på sig. Selv kamelerne sov, læ- 
net om mod ydermuren. Imidlertid 
forekom stalden på en mærkelig 
måde at udstråle lys. 
Joel var forbløffet. Havde en gnist 
måske sat ild i staldens solbrændte 
tømmer, tænkte han? Men nej, der 
var heller ikke flammer i det letan- 
tændelige strå. Det var lyset fra him- 
len, der skinnede gennem ligesom 
middagssolen. Hyrderne faldt på 
knæ, for de var ydmyge mænd, og de 
var klar over, at de stod på hellig 
grund. 

En mand stod ved stalddøren. Som 
om han ventede gæster, bød han 
dem komme indenfor. 
Kunne det spædbarn være Prinsen, 
sit folks Frelser? Nej, det kunne ikke 
være rigtigt - en konge født i en 
stald! Det var et sted for ydmyge 
hyrder. Og dog, der var jo det tegn! 
Det måtte bestemt være fra Gud, 
noget helligt. Joel følte sig meget 
beæret over at være her. Hele hans 
hjerte følte lyst til. at råbe det ud, 
dette vidunder. Lammet føltes 
varmt mod hans bryst. 



Han så op og lagde mærke til, at 
hans far nikkede, som om han vid- 
ste, hvad drengen tænkte. Joel holdt 
lammet endnu nærmere ind til sig, 
ventede lidt, og så hviskede han: 
,Han ville nok føle sig kold uden 
mig. 1 

,En seng i hoet vil vare varm, min 

son.' 

,Men han ville grade, hvis jeg 

J or lod ham." 

,Duerne vil synge ham i sovn." 

,Men han ville j ole sig alene." 

,Dette barn vil også elske ham, 

min son." 

Knugende lammet ind til sig i et 
kærligt favntag nærmede Joel sig 
krybben og lagde lammet foran det 
lille barn. 

Moderen smilede stille, og nu følte 
Joel sig ikke længere ked af det. 
Hans hjerte var ved at sprænges af 
glæde, da han så ind i øjne, der var 
fyldt af forståelse og kærlighed. Det 
var, som om hun vidste, hvad det 
betød at give det, man holdt aller- 
mest af, og at der i dette lam, 
ligesom i spædbarnet, gemte sig 
livets fornyelse, som altid er verdens 
håb. 

Fars hånd var varm og venlig, da 
han førte Joel ud af stalden, forbi de 
sovende kameler og ud i den åbne 
gård. Luften var klar som før. 
Himlens herlighed skinnede stadig 
over dette ydmyge sted. 
Manden og drengen stod stille og 
lyttede. Var det musik, de hørte? 
Var det et himmelsk kor? Kunne 
stjernerne synge sådan? Joel vidste 
det ikke. Han spekulerede på, om 
det kunne være selve den mærkelige 
nye musik, som fyldte hans eget 
hjerte. 



GLÆDELIG HANUKKAH! 



Bonnie Newton 




ia den tid af året, hvor kristne 
ønsker hinanden Glædelig Jul, hilser 
jøder over hele verden deres venner 
med et Glædelig Hanukkah. (lysets 
fest eller indvielsens fest) 
Under denne højtideligholdelse får 
børnene gaver, og de optræder med 
skuespil og tableauer. Jøderne giver 



også gaver til de fattige og indsamler 
penge til projekter, der trænger der- 
til. 

Hvis I kunne se indenfor i hjemmet 
hos nogle af jeres jødiske naboer en 
aften i de 8 dage, Hanukkah varer, 
ville I se forældre og børn samlet 
omkring en smuk kandelaber. Den 



første aften tændes kun ét lys i den 8- 
armede stage; den næste aften et an- 
det lys, og så videre, indtil 8 lys oply- 
ser det lykkelige hjem. Det niende 
lys, hvorved de andre tændes, kaldes 
shammash. 

Mens lysene brænder, synger folk, 
leger og spiller, fortæller historier og 
får serveret særlige Hanukkah-læk- 
kerier som f.eks. latkes (kartoffel- 
pandekager) med en klat sur fløde. 
De spiser også småkager formet 
som løver. 

Hanukkah er til minde om genind- 
vielsen af Guds tempel efter en me- 
get vanskelig tid i jødernes historie. I 
168 f. Kr. indvaderede Antiochus 
Epiphanes IV, en græsk-syrisk kon- 
ge, Palæstina og indtog Jerusalem. 
Han erobrede det jødiske tempel og 
fyldte det med hedenske guder. Der- 
efter forsøgte han at få jøderne til at 
opgive deres tro på Jehova og i ste- 
det at tilbede de guder, han havde 
opstillet. Men jøderne nægtede at 
opgive deres religion. En ældste i Pa- 
læstina ved navn Mattatias modsat- 
te sig tyrannen og opfordrede 
jøderne til oprør. 

De fulgte ham ind i Judæas bjerge, 
hvor Judas Makkabæus, én af Mat- 
tatias' 5 sønner, oprettede en hær. 
Judas kaldtes Makkabæus, der bety- 
der ,den hamrende', på grund af de 
slag, han slog for frihed. 
I 3 år bekæmpede jøderne Antio- 
chus. Skønt de var meget underleg- 
ne i antal og dårligt udstyret, førte 



Makkabæus dem til mange sejre 
over den mægtige græsk-syriske 
hær. Til sidst generobrede de Jerusa- 
lem. Jøderne udrensede øjeblikkelig 
templet for alle de hedenske guder 
og gjorde det endnu engang til et hus 
til tilbedelse af Gud. 
Så proklamerede Judas, at der skulle 
holdes en fest til genindvielse af 
Guds tempel, og for at tænde en 
evigtvarende ild, der skulle brænde 
foran alteret. Imidlertid, fortælles 
det, kunne der kun findes olie nok til 
at brænde én lampe én enkelt aften. 
Trofast blev lampen tændt, og som 
ved et mirakel vedblev den at bræn- 
de i 8 dage, indtil der kunne skaffes 
en ny forsyning af olie. Så længe 
lampen brændte, festede folket. 
Under Hanukkah-helligdagene gen- 
indvier det jødiske folk, til 
højtideligholdelse af denne minde- 
værdige begivenhed, sig selv til idea- 
lerne tro og mod, selv om de står 
over for fjender. Denne glædens tid 
og gave-uddeling indbefatter den 
traditionelle leg, der kaldes dreidel, 
der er en lille 4-sidet top, der spinnes 
med hånden. Siderne er beskrevet 
med 4 hebraiske bogstaver, der er 
forkortelser af ordene: Naze godolla 
høya sha. (et stort mirakel skete dér) 
Præmier uddeles i henhold til, hvil- 
ken side af toppen, der er op, når den 
holder op med at snurre. 
Det er let at forstå, hvorlor jøderne 
er stolte af deres historie, og hvorfor 
de så glade tænder lysene. 



På grund afjorjølgetsérne drev Joseph 
Smil h ae hellige vestpå - mod Zion. Et 
uberørt lanct hvor ae kunne leve i fred og 
glæde - et lana mod vest, som Herren havde 
åbenbaret til ham. Maleri af 
CC. A. Christensen. 



medlemmer i staten New York var et 
indsamlingssted, og åbenbaringer iden- 
tificerede to steder. Det ene af disse var i 
det vestlige Missouri på et sted nær ved 
byen Independencc i Jackson amt. I 
løbet af sommere 1831 besøgte profeten 
og andre området og udvalgte et sted, 
hvor en gruppe hellige, der var udvan- 
dret fra byen Colesville i New York, 
kunne bosætte sig. De kaldte stedet - der 
indbefattede Independence - for Zion, 
the Center Place. fordi en åbenbaring 
identificerede det som Det ny Jerusa- 
lems fremtidige hovedstad. 
Joseph Smith anbragte en hjørnesten for 
et Zions tempel og ordinerede Edward 
Partridge til biskop, med pligt til at 
sørge for de timelige behov. Han var 
kirkens første biskop. 
Imens etablerede andre omvendte fra 
New York i det nordlige Ohio, nærmere 
betegnet i Kirtlandområdet, en anden 
mormonmenighed. Der sluttede de sig 
sammen med de nye omvendte fra Ohio 
og etablerede, hvad de planlagde som et 
midlertidigt samfund, mens de afvente- 
de den forventede emigration til Zion. 
Joseph Smith flyttede med sin familie til 
Ohio, og fra del tidspunkt og indtil 1 838 
var Kirtland kirkens hovedkvarter. 

Åbenbaringer og oversættelser 

Kirtlandperioden i mormonhistorien 
var fuld af spændende religiøse oplevel- 
ser for kirkens medlemmer. De hellige i 
Kirtland blev vidner til en udøsen al" 
åndelige gaver, drog fordel af hyppige 
åbenbaringer, der skulle vejlede den nye 
kirke, og oplevede vigtige udviklinger i 
mønstret for kirkens styrelse. 



Blandt de tidlige omvendte i Ohio var 
Luke S. Johnson. Hans forældre, som 
ejede en stor gård ikke langt fra Hiram i 
samme stat, besøgte profeten i Kirtland. 
Den ældre fru Johnson led af kronisk 
gigt og havde været ude af stand til at 
benytte en af sine arme i 6 år. Under 
besøget tog profeten fru Johnson i 
hånden og erklærede: .1 Herren Jesu 
Kristi navn befaler jeg dig at blive rask/ 
Fru Johnson var øjeblikkeligt helbredt. 
Begivenheden efterlod el vedvarende 
indtryk på øjenvidner som bevis på 
præstedømmets magt. Dette mirakel ef- 
terfulgtes af andre tilkendegivelser om 
forskellige åndelige gaver hos de sidste 
dages hellige. Men da tidligere medlem- 
mer af den fra England kommende sekt 
,The Shakers' forsøgte at imitere de vir- 
kelige gaver med såkaldte , åndelige ope- 
rationer', som de kendte fra deres tidli- 
gere religion, blev de af profeten tilrette- 
vist for deres tåbelige rullen-rundt og 
ansigtsgrimasser. 

Imitatorer forsøgte også at hævde at de 
havde fået åbenbaringer for kirken. En 
vis mrs. Hubble hævdede blandt andre 
ret til at lede de hellige i Ohio. Mod 
sådanne indbrydere erklærede profeten 
ved åbenbaring, som han havde gjort 
for, at Herren havde udpeget kun et 
menneske til den rolle. Gennem Joseph 
Smith vejledede nutidsåbenbaring de 
hellige i deres personlige tilværelse, in- 
struerede dem med hensyn til kirkelige 
procedurer og forkyndte lærdomme. 
I 1830erne udvidede profeten den lær- 
domsmæssige forståelse ved at gengive 
verden hellige skrifter, der formodedes 
tabt for bestandig. To af dem var Enoks 
profeti og Moses' syner og skrifter, sene- 
re indsat i Den kostelige Perle. I somme- 
ren 1830 begyndte han sin revision af 
Det gamle og Det nye Testamente. Han 
arbejdede på dette projekt i omkring 2 år 
og rettede vers, der var blevet forvanske- 
de ved tidligere oversættelser. I denne 



19 



periode modtog Joseph Smith også 
mange betydningsfulde åbenbaringer, 
hvoriblandt synet om graderne af herlig- 
hed (L&P. 76), en profeti om krig (L&P. 
87), visdomsordet (L&P. 89), og vigtige 
sandheder om menneskets forhold til 
Gud. (L&P. 93) 

Lige fra begyndelsen søgte de hellige at 
få eksemplarer af profetens oversættel- 
ser og åbenbaringer. Så tidligt som i 
1830 begyndte han at arrangere åbenba- 
ringerne med udgivelse for øje. Han 
foretog rettelser i de åbenbaringer, der 
var samlede til den planlagte Befalinger- 
nes Bog, og tilføjede et åbenbaret forord 
og appendix i november 1831. Tryknin- 
gen af det nye bind med hellige skrifter 
var omkring 2 / 3 færdig i juli 1833, da en 
pøbelhob ødelagde kirkens trykkeri i In- 
dependence. Nogle få sæt af de færdig- 
trykte ark blev reddet af medlemmer, 
men yderligere forsinkelser på mere end 
2 år muliggjorde yderligere forandringer 
i bogen. Profeten øgede samlingen, 
tilføjede adskillige belærende foredrag, 
der kendes som , Forelæsninger over 
troen', og han ordnede åbenbaringerne i 
næsten kronologisk orden. Bogen blev 
udgivet i efteråret 1835 under titlen , Læ- 
re og Pagter" (Doctrine and Covenants" 
Mens profetens tilhængere ivrigt afven- 
tede hans åbenbarede erklæringer, gjor- 
de mange naboer nar ad begrebet 
nutidsåbenbaringer og alt, hvad det in- 
debar. Aviser i Ohio latterliggjorde mor- 
monerne for deres tro, og præster af an- 
den tro sluttede sig til kritikken og lede- 
de somme tider koret af fordømmelse. 
Modstanden førte somme tider til fysisk 
vold. Det mest kendte tilfælde fandt sted 
om natten den 24. marts 1832, mens Jo- 
seph Smith og hans familie boede i John 
Johnsons hjem i Hiram i staten Ohio. 
Den nat trak en pøbelhob på mere end 
en snes mand profeten og Sidney Rig- 
don ud af deres senge, tog kvælertag på 
dem, til de besvimede, hvorefter de trak 



dem ind på en nærliggende mark. De 
kradsede profeten kraftigt med finger- 
negle, forsøgte at tvinge syre ind i hans 
mund og oversmurte derefter hans 
nøgne krop med tjære, som de så pynte- 
de" med fjer. Ældste Rigdon blev efter- 
ladt helt omtåget som følge af, at de 
havde ladet hans hoved hoppe op og ned 
mod jorden. Da profeten en uge senere 
drog derfra på et nyt besøg til Missouri, 
forfulgte hans modstandere ham. Han 
søgte beskyttelse på en floddamper og 
nåede sit bestemmelsessted i sikkerhed. 
Derefter udbad han sig næsten altid liv- 
vagter til at beskytte sig mod trusler om 
lynchning og attentater. 
Vanskeligheder som disse standsede ik- 
ke hans anstrengelser for at få offentlig- 
gjort de gode nyheder om genoprettel- 
sen. Kirkens bogtrykkerier i Missouri og 
Ohio udgav en salmebog, redigeret af 
profetens hustru, Emma, samt nye ud- 
gaver af de hellige skrifter og startede 
avisen ,The Evening and The Morning 
Star', den første kirken har udgivet. 
Missioneringsarbejdet udvidedes tidligt 
i 1830erne. Korttidsmissionær- 

ekskursioner var almindelige, når æld- 
ster rejste til nærliggende byer i mindre 




C.C.A. Christensens maleri aer viser Joseph - 
og Hyrum Smith forkyndende til indianerne. 



20 



travle perioder på deres landbrug. Mere 
langtrækkende missionærer bragte 
evangeliet ud til alle de daværende stater 
i unionen og Canada. 

Organisering af riget 

Et centralt ene både i åbenbaringerne og 
forkyndelsen i 1830erne var. at det sam- 
lede Israel i vor tid skulle oprette Her- 
rens rige som forberedelse til tusin- 
dårsriget. Dette rige, Jesu Kristi geno- 
prettede kirke, var organiseret omkring 
principper og mønstre, der var bekendt- 
gjort ved åbenbaring. Bogen Lære og 
Pagter fra 1835 indeholdt de tidligste af 
Herrens instruktioner om kirkestyrelse, 
indbefattende henvisninger til loven om 
opofrelse og forvaltning og til de 
præstedømmelige embeder. 
Herrens ideelle mønster for økonomiske 
affærer var fremsat i åbenbaringer 1831 
og 1832. Det blev kaldt loven om op- 
ofrelse og forvaltning. Kirkemedlem- 
mer, der indvilligede i at efterleve den 
nye økonomiske orden, indviede deres 
ejendomme og personlige ejendele til 
kirken. Til gengæld overlod biskoppen 
hvert medlem en arv, eller en forvalt- 
ning, bestående af ejendom og varer til- 
strækkeligt for ham selv og hans fami- 
lie'. (Se L&P. 42:30-32) Overskud blev 
givet til dem, der havde mindre end det 
nødvendige, til de fattige og benyttet til 
at financiere kirkens udgivelser og støtte 
til kirkens fuldtidsembedsmænd. Efter 
den oprindelige opofrelsespagt, forven- 
tedes det, at medlemmerne hvert år gav 
deres overskud til biskoppen. 
Loven om helliggørelse og forvaltning 
indførtes både i Ohio og i Missouri. 
Nogle af de hellige demonstrerede dér 
uvilje mod at efterleve loven, og der 
indførtes en række tilpasninger. I 1838 
indførtes et mindre krævende system, 
loven om tiende. (L&P. 119) ' 

Styringen af helliggørelse og arv var bi- 
skoppens ansvar. I denne periode be- 



handlede biskop Partridge timelige af- 
færer i Missouri og biskop Newell K. 
Whitney det samme i Ohio. Disse bi- 
skopper havde regional jurisdiktion. De 
var blandt adskillige nye præste- 
dømmeledere, der udnævntes i 1830erne 
til at styre den voksende kirke. 
Før 1831 bestod den præstelige opgani- 
sation kun af ældster, præster, lærere og 
diakoner, ledet af et dobbelt præsident- 
skab af ,første' og ,anden' ældster. I løbet 
af de næste 4 ar introducerede Joseph 
Smith adskillige nye præste- 
dømembeder og lederskabskvorummer. 
Af særlig betydning var ordinationen af 
de første højpræster ved en særlig konfe- 
rence i Kirtland den 3. juni 1831, og 
deres efterfølgende udpegelse af præsi- 
derende embeder. 

Den præsiderende organisation antog 
hurtigt det mønster, den har fulgt siden 
Kirtlandperioden. Den 25. jan. 1832 
blev Joseph Smith opretholdt som præ- 
sident for det højere præstedømme, og i 
løbet af 6 uger blev Sidney Rigdon og 
Jesse Gause udpeget til at fuld- 
stændiggøre Det øverste Præsidentskab. 
Gause tjente i mindre end ét år. blev 
utilfreds og erstattet af Frederick G. 
Williams. Det øverste Præsidentskab 
præsiderede over hele kirken og tjente 
også som præsidentskab over Kirtland 
stav, assisteret af et højråd, der blev or- 
ganiseret den 17. feb. 1834. Den samme 
julimåned blev et stavspræsidentskab og 
et højråd organiseret i Clay County i 
staten Missouri. Det blev begyndelsen til 
staven som en administrerende enhed i 
kirken. 

Et andet nyt embede, der blev introduce- 
ret ved åbenbaring, var patriarkens. Jo- 
seph Smith sen. modtog udpegelsen den 
18. dec. 1833. I feb. 1835 tilføjedes 2 nye 
generalkvorummer, nemlig De tolv 
Apostles og De Halvfjerds'. 
De tre vidner til Mormons Bog udvalgte 
de første apostle, idet de valgte en hengi- 



21 



ven gruppe unge mænd mellem 24 og 35 
år. Ikke alle disse mænd forblev trofaste 
til enden, men blandt dem var Brigham 
Young, der senere blev Joseph Smiths 
efterfølger som præsident over kirken. 
Ikke længe efter deres ordination orga- 
niseredes de nye apostle af Joseph Smith 
i et mønster af senioritet i henhold til 
deres alder. Listen omfattede: Thomas 
B. Marsh, David W. Patten. Brigham 
Young, Heber C. Kimball, Orson Hyde, 
William B. M'Lellin, Parley P. Pratt, Lu- 
ke S. Johnson, William B. Smith, Orson 
Pratt, John F. Boynton og Lyman E. 
Johnson. 

Det var også i februar 1835, at Joseph 
Smith kaldte de første halvfjerdser og 
organiserede dem med 7 præsidenter 
over hvert kvorum. Præsidenterne over 
De halvfjerds første Kvorum skulle lede 
alle de halvfjerds, som skulle assistere 
De tolv med at udbringe evangeliet til 
hele verden. Åbenbaringer i 1832 og 
1835 definerede de nye præste- 
dømmelederes opgaver og ansvar. Disse 
åbenbaringer findes i afsnittene 84 og 
107 i Lære og Pagter. 

Uddrivelse af Jackson County 

Mens disse administrative udviklinger 
fandt sted i Kirtland, mistede de hellige i 
Missouri deres oprindelige krav på 
Zions land. I 1833 opridsede Joseph 
Smith mønsteret for Zions By og dets 
templer. Byen skulle være 2,59 kvadrat- 
kilometer stor med blokke på 4 hektarer 
og med 24 templer, 12 på hver af 2 blok- 
ke. Men dette fremtidsbillede af hoved- 
staden i tusindårsriget måtte udskydes 
på grund af konflikt mellem de sidste 
dages hellige og de ældre nybyggere i 
Missouri. 

De oprindelige ikke-mormon nybyggere 
i grænselandet følte sig truede af 
tilstrømningen af mormon nybyggere. 
De hellige opkøbte hurtigt ejendom i 
Jackson County og ville snart være flere 



end de gamle. Mormonerne ville kom- 
me til at dominere handel og de politiske 
valg. Derudover var de lokale borgere 
mistænkelige over for mormonernes 
religiøse belæringer om Zions indsam- 
ling, helliggørelse og nye åbenbaringer. 
Mange af de nyømvendte sidste dages 
hellige kom fra de nordlige af de forene- 
de stater, mens mange af de , gamle' mis- 
sourianere var tilhængere af de sociale 
systemer i de sydlige stater. 
Missouris borgere var især sensible over 
spørgsmålet om de frie negre, og stavens 
love begrænsede deres mulighed for at 
komme ind i Missouri. Spørgsmålet var 
ét af hovedemnerne for stridighederne 
da fjendtlighederne mod mormonerne 
brød ud i juli 1833. I adskillige måneder 
før dette, havde visse indflydelsesrige af 
de ,gamle' nybyggere i Missouri søgt 
måder at få fjernet deres uønskede nye 
naboer. De omdelte antimormon-artik- 
ler og tilbageviste nogle få overivrige 
helliges pralerier om, at ikke-mormo- 
nerne eller den ikke-jødiske befolkning 
ville blive trunget til at forlade deres 
land. I juli måned bragte kirkens avis 
The Evening emu Morning Star en arti- 
kel, der forklarede staten Missouris re- 
striktioner af indvandringen af frie ne- 
gre. Lokale beboere opfattede den som 
en opfordring til indvandring og på den 
måde en trussel mod deres eget slave- 
hold. Avisens redaktør, William W. 
Phelps, skrev hurtigt en forklarende arti- 
kel, men ophidsede borgere var allerede 
mødtes for at udarbejde et manifest eller 
, hemmelig aftale', der forlangte uddri- 
velse af de hellige. 

Missourianerne mødtes i offentlige 
moder senere den måned for at vinde 
støtte til deres ultimatum. De opfordre- 
de SDH nybyggere til at sælge deres jord 
og forretninger og virksomheder og for- 
lade landet. Da de lokale kirkeledere af- 
viste den plan, ødelagde utålmodige 
missourianere trykkeriet og gik også til 



22 




Sidst i marts 1832 i Hiram, Ohio 
nær Kir t land, mens Joseph Smith 
lå og sov efter at have været oppe 
det meste af natten med et sygt 
barn, brod 12 mænd ind i 
værelset og greb ham og Sidney 
Rigdon og trak dem ud på en 
mark. Her rev de tojet af ham, 
slog og rev ham og dyppede hans 
forslåede krop i varm tjære og 
rullede ham i fjer. Alligevel viste 
han sig i kirken den næste dag 
forkyndte på en rolig måde uden 
at nævne det han og Sidney 
havde været igennem den 
foregående nat. Maleri afC.C.A. 
Christensen 



angreb på andre mormonvirksomheder. 
Edward Partridge og Charles Allen blev 
oversmurt med tjære og rullet i fjer på 
rådhuspladsen. Tre dage senere tvang en 
pøbelhob under trussel af ladte geværer 
de kirkelige myndigheder til at under- 
skrive et løfte om at evakuere al 
mormonejendom senest det følgende 
forår. 

Kirkelederne i Jackson County appelle- 
rede om beskyttelse hos Missouris 
guvernør, Daniel Dunklin. Statslige 
myndigheder henviste de hellige til at 
søge hjælp ved de lokale domstole, og 
det gjorde de. Samtidig bekendtgjorde 
de deres hensigt om at ville forsvare der- 
es hjem og ejendom og begyndte at be- 
væbne sig. Missourianerne opfattede 
dette som en overtrædelse af loftet om, 
at mormonerne ville evakuere området. 
Den 31. okt. fandt den første af adskilli- 
ge gengældelses-handlinger mod mor- 
monerne sted. Omkring 50 mænd an- 
greb en koloni ved Big Blue River, 13 
km. vest for Independence; de ødelagde 
huse og piskede adskillige mænd. I løbet 
af mindre end en uge reagerede 
mormonindbyggerc i Independence på 
trusler mod dem ved at flygte fra deres 



hjem. Ved et sammenstød ved Big Blue 
River den 4. nov. Blev mænd på begge 
sider dræbt under skududveksling. 
Lilburn W. Boggs, viceguvemør i staten 
Missouri og bosiddende i Independence, 
virkede som mellemmand mellem de 
stridende parter. Han overtalte de helli- 
ge til at aflevere deres våben og forlade 
landet i fred i løbet af 10 dage. Lokale 
kirkeledere indvilligede i denne plan, 
men forfølgelserne vedblev. Mænd, 
kvinder og børn pakkede i hast deres 
ejendele og spredtes i forskellige retnin- 
ger for at søge beskyttelse. Det største 
antal flygtede direkte mod nord over 
Missourifloden og ind i Clay County, 
hvor beboerne af hovedbyen, Liberty, 
tilbød arbejde, husly og forsyninger. 
Flygtningene flyttede ind i forladte sla- 
vehytter, byggede primitive hytter og 
rejste telte. Da foråret kom, lejede de 
jord og fandt arbejde. 
Den utidige flytning fra Jackson County 
bekymrede profeten stærkt. Ikke blot 
havde den forårsaget lidelser for de helli- 
ge, men den havde også afbrudt planer- 
ne om at etablere et centralt indsam- 
lingssted. Han tilrådede flygtningene at 
lortsætte deres juridiske kamp for at til- 



23 



bagevinde deres ejendom og få erstat- 
ning for ødelæggelserne. De hellige bad 
Missouriregeringen skaffe militærbe- 
skyttelse, når de genindtog deres hjem, 
og den indvilligede heri men sagde, at 
det ville blive den fjendtligt indstillede 
Jackson County garnisons soldater. 
Mishandling af vidner i retten fik kirke- 
lederne til at opgive det forsøg. De ap- 
pellerede til Andrew Jackson, De forene- 
de Staters præsident, men regeringen i 
Washington var stærkt forpligtet til en 
politik, der sikrede de enkelte staters 
selvstændighed, hvorfor de føderale 
myndigheder var uvillige til at blande sig 
i lokale forhold. I stedet sendte de 
spørgsmålet tilbage til staten Missouri. 
Mens disse muligheder forsøgtes, orga- 
niserede Joseph Smith en frivillig hær af 
sidste dages hellige, der skulle hjælpe 
med at tilbagevinde Zions land. Februar 
1834 havde han samlet en fortrop fra 
Kirtland og de østlige forenede Stater. 
Andre enheder sluttede sig senere til på 
den 1600 km. lange vandring til Missou- 
ri. De 205 frivillige, der kaldtes Zions 
Lejr. havde i sinde at samarbejde med 
lokale soldater i Missouri for at opfylde 
guvernør Dunklins løfte om en fredelig 
beskyttelse af mormon flygtningene. 
Men guvernøren trak sit løfte tilbage. 
Han frygtede for, at et samarbejde med 
de sidste dages hellige ville få 
misfornøjede missourianere til at starte 
en borgerkrig. 1 stedet opfordrede han 
de hellige til at sælge deres omstridte 
land og flytte andetsteds hen. 
Repræsentanter fra begge sider mødtes 
den 16. juni 1834 i retshuset i Liberty. 
Kirkelige talsmænd tilbød at udkøbe de 
gamle nybyggere, men de nægtede at 
sælge. De hellige ville ikke indvillige i at 
sælge deres jord, og derfor endte for- 
handlingerne uden resultat. Nogle få da- 
ge senere modtog Joseph Smith, ved 
Zions Lejrs endelige ankomst til Fishing 
River ganske nær ved Jackson County, 



en åbenbaring, der henviste de hellige til 
midlertidigt at udsætte deres krav på 
deres jord. En uge senere hjemsendte 
han de frivillige. Mange af dem drog 
efterhånden tilbage til Kirtland i små 
grupper, mens andre forblev i Missouri. 
De hellige fra Missouri blev i 2 år i Clay 
County, Missouri. Men da de tidligere 
beboere dér begyndte at rejse indvendin- 
gerne mod, at de bosatte sig permanent, 
medvirkede de statslige myndigheder 
ved endnu en flytning. Denne gang fik de 
hellige et tyndt befolket område længere 
mod nord. Med støtte fra lokale politi- 
kere oprettede regeringsmyndighederne 
2 nye amter i Missouri. Langs Shoal 
Creek i del nye Caldwell amt, opbygge- 
de de hellige byen Far West. Den blev 
det nye, vestlige indsamlingssted for de 
hellige, og i løbet af 2 år boede der her 
næsten 5000 medlemmer af kirken. Far 
West havde sine egne forretninger og 
smedier, hoteller, trykkerier og skoler. 
Andetsteds i Caldwell County (amt) og i 
det andet nye amt. Daviess County, 
oprettede de hellige små samfund. Ét af 
dem var Adam-ondi-Ahman, der blev 
startet i 1838. Fempelgrunde blev ud- 
valgt både i Far West og i Adam-ondi- 
Ahman, men ingen af dem blev bygget. 
Grunden var overfald fra pøbelen og 
den endelige uddrivelse af de hellige fra 
staten Missouri. 

Genbosættelsensanstrengelsernc i Mis- 
souri og den efterfølgende usikkerhed 
med hensyn til mormonplanerne gjorde 
det dobbelt vigtigt, at de hellige i Ohio 
opretholdt et stabilt sidste dages hellig 
center i Kirtland og fik bygget et tempel. 
Men vanskeligheder med apostasi og 
økonomiske problemer i Kirtland optog 
de hellige i midt trediverne. Filsidst blev 
Kirtland forladt omtrent samtidig med 
de nordlige Missouris bosættelser i end- 
nu en søgen efter et tilflugtssted i Nau- 
voo. Illinois. 

(Vil blive fortsat.) 



24 



ZIONS 
LEJR 

Ronald W. Walker 

MJ en march, som Zions Lejr foretog, var 
ikke let for de 200 mænd som travede de 
3200 kilometer. Brigham Young erindre- 
de sig besværlighederne med at gå fra 
Ohio til Missouri og tilbage igen - fra 50 til 
65 km. om dagen - i 3 måneder. Bagage- 
vogne måtte trækkes gennem mudderhul- 
ler. Ofte måtte 20 til 30 mand i fællesskab 
trække en vogn op ad en bakke. De stærke 
måtte hjælpe de svage og lamme. ,Det var 
sjældent, at jeg lagde mig til at sove før kl. 
11 eller 12 om aftenen', fortæller ældste 
Young, ,og vi stod altid meget tidligt op 
om morgenen. Lejrhornet gjaldede mel- 
lem 3 og 4 om morgenen.' (Journal oj 
Discourses 4:101-102) 
Det var en lærerig tid og en prøve på ens 
styrke. Engang rådede Joseph Smith 
mændene til ikke at dræbe noget dyr, 
undtagen det var nødvendigt for at få 
dækket fødebehovet. ,Når menneskene 
mister deres onde dispositioner og hører 
op med at ødelægge dyrene, kan løven og 
lammet ligge sammen." (Documentary 
History oj the Church, 2:71-72) Brigham 
Young lyttede til profeten Joseph og 
lærte. Engang da ældste Young bredte sit 
sovetæppe ud over højt og tykt prærie- 
græs, rullede en klapperslange sig sam- 
men og vendte sig truende mod ham. 
Brigham råbte til en ven i nærheden og 
bad ham: ,Tag denne slange og bær den 
væk og sig til den, at den ikke må komme 
tilbage; og at den skal sige til sine venner, 
at de ikke må komme ind i vores lejr i 
aften, for ellers vil én eller anden dræbe 
den.' Hans kammerat samlede pligtskyl- 
digst slangen op og bar den uden at 
beskadige den et godt stykke vej bort fra 
lejren. [Journal oj Discourses 17:40) 
Brigham Youngs naturlige evner bragte 
ham hurtigt i forgrunden. Han valgtes til 
én af lejrens kaptajner. Ofte prædikede 



han. Til tider var det hans opgave at 
skaffe forsyninger. Altid betragtede han 
og lærte af Joseph Smiths lederevner. Men 
ikke alle mændene rettede sig efter Jo- 
sephs ledelse uden at knurre. Marchens 
vanskeligheder fik åndeligt svage mænd 
til at klage. ,Vi måtte finde os i urolige, 
utilfredse og misfornøjede ånder', fortæl- 
ler Brigham Young. , Dette var første 
gang, vi nogen sinde havde rejst sammen i 
et stort kompagni. . . Broder Joseph lede- 
de, rådede og vejledte kompagniet og 
tilfredsstillede disse urolige, dårligt dispo- 
nerede personer.' (Journal oj Discourses 
10:20) 

Utilfredsheden voksede, da Zions lejr 
undlod at hjælpe de hellige i Missouri. 
Den oprindelige plan havde været, at 
statsmilitsen skulle genindsætte mormo- 
nerne i deres ejendomme i Jackson Coun- 
ty, og at Zions lejr skulle rejse fra Kirtland 
for at forsvare de hellige, efter at de havde 
genvundet deres ejendomme. Men i sidste 
øjeblik undlod guvernøren i Missouri at 
udkalde militsen. Snarere end at angribe 
missourianerne fik Joseph Smith al" Her- 
ren besked på at opløse lejren og lade den 
vende tilbage til Ohio. 
Efter at være kommet tilbage til Kirtland, 
var der mange, der hånede Brigham 
Young for at være gået vestpå med lejren. 
,Hvem har det gavnet?' fortæller han, at 
de spurgte. ,Hvis Herren virkelig befalede 
dem det, hvad formål har han så haft med 
at gøre det?' Men Brigham kendte til de 
værdifulde erfaringer, han havde indhen- 
tet. Jeg fortalte disse brødre, at jeg var 
blevet godt betalt - betalt med gode renter 
-ja, at mit bæger flød over med kundskab, 
som jeg havde modtaget ved at rejse 
sammen med profeten.' (Journal oj Dis- 
courses, 10:20) 

Adskillige måneder senere modtog Jo- 
seph Smith en åbenbaring, der gav ham 
besked på at organisere et kvorum af 12 
apostle. Den 14. feb. 1835 var Brigham 
Young én af disse udvalgte. Hans flid 
under Zions lejrs march havde været 
overbevisende for både Joseph og for 
Herren. 



25 



VI 
LEDES VED 

ÅBENBARING 

Wilford Woodruff 



Tale holdt af præsident Wilford Woodruff ved Cache stavskonference holdt i Logan, Utah, 

søndag eftermiddag den 1. nov. 1891. 



X morges, før jeg kom til møde, studere- 
de jeg med stor interesse nogle malerier 
af broder Moses Thatcher - , Kristus for- 
an Pilatus' og , Kristus på Golgata'. Jeg 
tænkte ved mig selv, da jeg så på dem, at 
Frelseren, som broder Joseph F. Smith 
har sagt 'steg ned under alle ting'. Han 
kom her ned på jorden, blev født af en 
kvinde, i en tid, som Faderen havde ud- 
peget, og modtog et jordisk legeme . . . 
Tænk et øjeblik på den korte tid, han 
arbejdede i kødet efter sin udpegelse af 
Faderen . . . tre og et halvt år. Tænk på 
de lidelser, han måtte gennemgå, det ar- 
bejde han udførte . . . organiseringen af 
Guds kirke, udpegelsen af De tolv 
Apostle, af de halvfjerds ... og på de få 
disciple, der fulgte ham i den periode. I 
husker nok, at ikke alene han selv blev 
dømt og korsfæstet, udgydende sit blod 
til verdens forløsning, men samtlige 
apostle blev dræbt for Guds ord og Jesu 
Kristi vidnesbyrd, med undtagelse af Jo- 
hannes Åbenbareren. De kunne ikke 
dræbe ham, Herren havde udpeget ham 
til at leve; ellers ville også han være ble- 
vet slået ihjel. Da jeg betragtede Frelse- 
ren, naglet til korset, . . . tænkte jeg på 
vor egen tilværelse i disse bjerge. Vi har 
været gennem 60 år som et folk, og hvor- 
for har I præsidentskabet med jer i dag? 
Hvorfor har I apostle levende midt 



iblandt jer, gående på gaderne i frihed, 
efter 60 år? Hvorfor har I henved 
200.000 sidste dages hellige samlet sam- 
men i disse bjergenes dale, midt i en 
generation på 60 millioner mennesker? 
Det er et spørgsmål, som burde besvares 
i hver eneste sidste dages helliges tanker. 
Der er en mening, brødre og søstre, med 
alt dette. Vi lever i en anden uddeling og 
på en måde, under andre forhold, end 
Frelseren og apostlene gjorde. Den tid 
var en opofrelsens tid. De hellige mænd, 
som bar apostelskabet dengang, var re- 
de til at give deres liv sammen med Frel- 
seren, og deres tilværelse blev kort, sam- 
menlignet med Guds kirkes historie i 
vore dage. De blev allesammen, med én 
enkelt undtagelse, slået ihjel, og Gud tog 
dem til sig. 

Han tog også præstedømmet fra jorden, 
og det forblev i Gud Faderen og hans 
Søn Jesus Kristus indtil 1829. Mange 
århundreder gik. Millioner af menne- 
sker blev født, opholdt sig på jorden, 
døde og gik ind i åndeverdenen, og ikke 
én eneste sjæl, såvidt som vi har kund- 
skab om det, havde magt og myndighed 
til at gå ud blandt menneskene og admi- 
nistrere evangeliets ordinanser på liv og 
frelse. Der var, uden tvivl, millioner af 
gode mænd, som handlede i henhold til 
deres bedste forståelse givet dem. Der 



26 



ll'ill^lÉ 



iiii 








Wilford Woodrui'i, 46 ar gammel 



Herren er med os, og han har været 
med os lige fra begyndelsen. Denne 
kirke er aldrig en dag blevet ledet 
ved andet end åbenbaring. Og han 
vil aldrig forlade den. Det betyder 
ikke noget, hvem der lever, eller 
hvem, der dør, eller hvem, der er 
kaldet til at lede denne kirke, de er 
nødt til at lede den ved inspiration 
fra den almægtige Gud. 



var sådanne mænd som John Wesley, 
Martin Luther, Wycliffe, Zwingly, Me- 
lanchton og tusinder af andre, som stod 
frem i deres tid og prædikede evangeliet i 
henhold til den kundskab og forståelse, 
som de ejede. Men de havde ikke myn- 
dighed og magt til at administrere i en 
eneste ordinanse, som havde nogen 
kraft efter døden. De havde ikke det 
hellige præstedømme. 
Nu i vor tid og generation er vi kommet 
til det punkt i historien, hvor dette 
præstedømme er blevet gengivet. Her- 
ren oprejste Joseph Smith. Han kom på 
det rette tidspunkt. Han organiserede en 
kirke. Hvem var denne Joseph Smith? 
Han var blot en ung mand . . . ulærd ... i 
det, der hører verden til. Men han var en 
renfærdig mand. Han fremkom i Abra- 
hams, Isaks og Jakobs slægtslinie. Der 
var blevet profeteret om ham af de gam- 
le patriarker og profeter. Mormons Bog 
nævner hans navn. Joseph Smith hand- 
lede under Helligåndens indflydelse, og 
der blev administreret til ham af Fade- 
ren og Sønnen, som svar på hans 
bønner; og Faderen sagde til ham: , Det- 
te er min elskede Søn, hør ham.' Han 
lyttede opmærksomt til Jesu Kristi ord, 



der blev henvendt til ham, og det fortsat- 
te han med, indtil han, ligesom Frelse- 
ren, blev dræbt. Og jeg må sige, at det 
forekom mig mærkeligt, dengang, hvor- 
for det blev tilladt, at profeten og hans 
bror Hyrum blev taget bort fra vor mid- 
te. Men Joseph Smith var ordineret på 
Guds befaling og ved himlens magt og 
åbenbaring til at lægge grundlaget for 
denne store tidernes fyldes uddeling. 
Han blev bragt ind i verden og ordineret 
til at organisere denne Kristi kirke for 
sidste gang på jorden, for at berede den 
til Menneskesønnens komme. Og efter 
hans død blev jeg, efter at have tænkt 
meget over det, overbevist om, at han 
var blevet ordineret til at dø - at udgyde 
sit blod som et vidnesbyrd til denne ud- 
deling . . . Som jeg har sagt, var Joseph 
Smith en ulærd mand; men senere blev 
engle hans lærere og instruktører - 
apostle, som havde levet i kødet på Jesu 
tid. Han var i en situation, hvor han 
modtog vidnesbyrd og lærdomme fra 
mennesker, som verden ikke modtog; og 
han havde magt til at organisere kirken 
på en måde, som hele den kristne verden 
tilsammen ikke kunne udføre. Hvorfor? 
Fordi et menneske, uanset hvor rig eller 



28 



hvor lærd, det end er, ikke kan give no- 
get, som han ikke ejer. De havde ingen 
magt til at organisere denne kirke, fordi 
de ikke havde præstedømmet. Men Jo- 
seph Smith havde det præstedømme og 
han havde magt til at organisere kirken. 
Fra den dag og indtil nu er denne kirke 
blevet ved med at vokse, til trods for at 
medlemmer er blevet forfulgt, drevet fra 
deres hjem og har fået deres ejendele 
ødelagt. Millioner af faldne ånder, er 
sammen med millioner af den menne- 
skelige familie blevet ført i krig mod 
denne kirke, men de har ikke haft kraft 
til at ødelægge den. Hvorfor? Fordi den 
almægtige Gud har ordineret den til at 
bestå . . . 

Jeg har lyst til at takke Gud for, at vi 
lever i en sådan tid, da vi har kraft til at 
opbygge Zion og opfylde profeternes 
ord. Jordens indbyggere er blevet adva- 
ret. Det er grunden til, at vi er her . . . 
Herren har udvalgt de svage i denne ver- 
den til at lede sit folk. Joseph Smith var 
kun en ung mand, da han døde . . . ikke 
40 år gammel. Han levede kun næsten 14 
år efter kirkens oprettelse. Præsident 
Young efterfulgte ham. Hvem var Brig- 
ham Young? Han var maler og glarme- 
ster. Han var en ydmyg mand. Men Her- 
ren kaldte ham til at lede dette folk. I 
kender Brigham Young. 1 ved, hvad han 
har gjort, og den ånd, som var med ham. 
Herren var med ham, og han vedblev at 
lede dette folk ved Guds kraft og ved 
åbenbaringer fra Jesus Kristus. Han lag- 
de grundvolden for et stort arbejde i dis- 
se Israels bjerge. . . 

Hvad var John Taylor? Han var trædrc- 
jer, og han ledede kirken i ret lang tid. 
Wilford Woodruff var møller og land- 
mand; det var noget nær de yderste am- 
bitioner, han nogen sinde oparbejdede, 
såvidt denne verden angår. Det er på den 
måde, Herren har valgt disse mænd. 
Gud har altid valgt det svage her på 
jorden. Han viste Abraham på hans tid 



de ånder, der hvilede i hans nærvær, ,og 
blandt alle disse var der mange af de 
ædle og store,; og Gud sagde til Abra- 
ham: Disse vil jeg gøre til mine fyrster', 
og han sagde til mig, Abraham: 'Du er 
én af dem; du blev udvalgt, før du blev 
født.' (Abraham 3:23) Abraham var le- 
deren af Israel i begyndelsen. Han er 
vores store forfader. Gud oprejste Frel- 
seren gennem Abrahams lænder. 
De sidste dages hellige må ikke få den 
opfattelse, at Herren har svigtet sit folk, 
eller at han ikke åbenbarer sin hensigt og 
sin vilje; for det er ikke sandt. Herren er 
med os, og han har været med os lige fra 
begyndelsen. Denne kirke er aldrig en 
dag blevet ledet ved andet end åbenba- 
ring. Og han vil aldrig forlade den. Det 
betyder ikke noget, hvem der lever, eller 
hvem, der dør, eller hvem, der er kaldet 
til at lede denne kirke, de er nødt til at 
lede den ved inspiration fra den almægti- 
ge Gud. Hvis de ikke gør det på den 
måde, kan de overhovedet ikke gøre det. 
Herren vil ikke fejle i disse sidste dage, 
og han vil opfylde alt, hvad han har lovet 
gennem sine profeter og apostle, indtil 
Zion rejser sig i sin herlighed, og bruden, 
Lammets hustru, er beredt for sin brud- 
goms ankomst. 

Jeg sagde noget sidste søndag i Brigham 
City om dette princips åbenbaring. Læs 
historien om Brigham Youngs liv, og I 
kan næppe finde en åbenbaring, som 
han har haft, hvori han har sagt: ,Så 
siger Herren;' men Helligånden var med 
ham; han lærte ved inspiration og ved 
åbenbaring; men med én undtagelse gav 
han ikke disse åbenbaringer den samme 
form, som Joseph gjorde; for de blev 
ikke nedskrevet og givet som åbenbarin- 
ger og befalinger til kirken med Frelse- 
rens ord og i hans navn. Joseph sagde: 
,Så siger Herren' næsten hver dag af sit 
liv ved grundlæggelsen af dette værk. 
Men de, som efterfulgte ham har ikke 
ment, at det altid var nødvendigt at sige: 



29 



,Så siger Herren,; og alligevel har de le- 
det folket ved Helligånden; og hvis I 
ønsker at vide, hvad det er, så læs de 
første 6 vers af det 68. afsnit af bogen 
Lære og Pagter, hvor Herren befaler Or- 
son Hyde, Luke Johnson, Lyman John- 
son og William E. McLellin at gå ud og 
prædike evangeliet til folket, således 
som de blev bevæget dertil af 
Helligånden: 

,Og hvad de taler, drevet af den 
Helligånd, skal anses som hellig skrift, 
skal være Herrens vilje, skal være Her- 
rens sind, skal være Herrens ord, Her- 
rens røst og Guds kraft til saliggørelse'. 
(L&P. 68:4) 

Det er ved den kraft, at vi har ledet 
Israel. Ved den kraft præsiderede Brig- 
ham Young og ledede kirken. Ved den 
samme kraft præsiderede John Taylor 
og ledede kirken. Og det er på den måde, 
jeg har handlet, i henhold til mine evners 
rækkevidde i den stilling. Jeg ønsker ik- 
ke, at de hellige skal tro, at Herren ikke 
er med os, og at han ikke giver os åben- 
baringer; for han giver os virkelig åben- 
baringer, og vil blive ved med at give os 
åbenbaringer, indtil dette arbejde er 
fuldført. 

Jeg har fået åbenbaringer for nylig, og 
for mig nogle meget vigtige, og jeg vil 
fortælle jer, hvad Herren har sagt til mig. 
Lad mig erindre jer om det, der betegnes 
som manifestet. Herren har fortalt mig 
gennem åbenbaring, at der er mange 
medlemmer i kirken rundt om i Zion, 
som er meget bekymrede i deres hjerter 
på grund af det manifest, og også på 
grund af denne kirkes præsidents og 
apostlenes vidnesbyrd i kanslerretten. 
Siden jeg modtog den åbenbaring, har 
jeg hørt om mange, som tvivler i disse 
forhold, selv om jeg ikke specielt havde 
hørt om det på forhånd. Men altså, Her- 
ren har befalet mig at gøre noget, og jeg 
fuldførte den befaling ved konferencen i 
Brigham City sidste søndag, og jeg vil 



gøre det samme her i dag. Herren har 
sagt, at jeg skal stille de sidste dages 
hellige et spørgsmål, og han sagde også, 
at hvis de ville lytte til, hvad jeg sagde til 
dem og besvare det stillede spørgsmål 
ved Guds Ånd og kraft, ville de allesam- 
men svare ens. Spørgsmålet er dette: 
Hvilken kurs er den klogeste for sidste 
dages hellige at følge - at vedblive at 
forsøge at praktisere flerkoneri imod na- 
tionens love og 60 millioner menneskers 
mishag, og med risiko for konfiskation 
og tab af alle templerne og standsning af 
udførelse af ordinanserne deri både for 
levende og døde, samt fængsling af Det 
øverste Præsidentskab, De tolv samt fa- 
milieoverhovederne i kirken og konfi- 
skation af vort folks personlige ejendom 
(som altsammen afsig selv ville standse 
udøvelsen) - eller efter at vi har gjort og 
lidt, det vi har, på grund af vor efterlevel- 
se af dette princip, at ophøre med denne 
praksis og efterleve loven og derved lade 
profeter, apostle og fædre blive hjemme, 
så de kan instruere folket og passe deres 
pligter i kirken, og også lade templerne 
forblive i hænderne på de hellige, så de 
kan udføre evangeliets ordinanser, både 
for de levende og de døde? 
Herren viste mig ved syner og åbenba- 
ring nøjagtigt, hvad der ville ske, hvis vi 
ikke ophørte med den praksis. Hvis vi 
ikke havde standset den, ville vi ikke 
have haft brug for bror Merrill, for bror 
Edlefsen, for bror Roskelley, for bror 
Leishman, eller nogle af mændene i dette 
tempel i Logan; for alle ordinanserne 
ville blive standset i Zions land. Forvir- 
ring ville herske rundt om i Israel, og 
mange mænd ville blive taget til fange. 
Disse vanskeligheder ville være kommet 
over hele kirken, og vi ville være blevet 
tvunget til at opgive denne praksis. 
Og nu er så spørgsmålet, om den skulle 
standses på denne måde, eller på den 
måde, som Herren har tilkendegivet os 
det ved at lade vore profeter og apostle 



30 



og fædre være frie mænd, og templerne i 
folkets hænder, så de døde kan blive 
forløste. Et stort antal er allerede blevet 
løsladt fra fængslet i åndeverdenen af 
dette folk, og skal det arbejde nu gå 
videre, eller skal det standses? Det er det 
spørgsmål, jeg stiller de sidste dages hel- 
lige. I må selv dømme. Jeg skal ikke 
besvare det; men jeg siger jer, at dette er 
nøjagtig den situation, vi som et folk 
ville have været i , hvis vi ikke havde 
valgt den kurs, som vi gjorde. 
Jeg ved, at der er en hel del gode mænd, 
og sandsynligvis nogle ledende mænd, i 
denne kirke, som er blevet tvivlrådige og 
har ment, at præsident Woodruff har 
mistet Guds Ånd og er ved at apostase- 
re. Men jeg ønsker, at I skal forstå, at 
han ikke har mistet Ånden, og at han 
ikke er ved at apostasere. Herren har 
fortalt mig nøjagtigt hvad jeg skal gøre, 
og hvad resultatet ville blive, hvis vi ikke 
gjorde det. Jeg har fået henvendelser fra 
venner uden for kirken og er blevet op- 
fordret til at tage visse skridt med hen- 
syn til denne sag. De kender den kurs, 
som regeringen var besluttet på at tage. 
Denne følelse er der også blevet givet 
udtryk for i større eller mindre grad af 
medlemmer af kirken. Jeg så nøjagtigt, 
hvad der ville ske, hvis der ikke blev 
gjort noget. Jeg har i lang tid haft den 
følelse. Men jeg vil gerne sige dette: Jeg 
ville have ladet alle templerne slippe os 
af hænde; jeg ville selv være gået i fængs- 
el og ladet alle andre mænd også gøre 
det, hvis Gud i himlen ikke havde befalet 
mig at gøre, hvad jeg gjorde; og da timen 
kom, da jeg fik befaling til at gøre det, 
stod det altsammen klart for mig. Jeg 
gik til Herren, og jeg skrev, hvad Herren 
sagde jeg skulle skrive. Jeg forelagde det 
for mine brødre - sådanne stærke mænd 
som br. George Q. Cannon, bror Joseph 
F. Smith og De tolv Apostle. Jeg kunne 
lige så vel påtage mig at dreje en hær 
med bannere ud af dens kurs som at 



vende dem ud af den kurs, som de anser 
for at være den rigtige. Disse mænd var 
enige med mig, også tusinder af sidste 
dages hellige var enige med mig. Hvor- 
for? Fordi de blev bevæget af Guds Ånd 




4 generationer aj Woodruff familien. Billenet 
er luget i 1896 



og ved åbenbaring fra Jesus Kristus til at 
være det. 

Jeg overlader dette til jer at tænke over 
og overveje. Herren arbejder sammen 
med os. Han gør noget her, som 1 ikke 
kan forstå. Gør disse ting til genstand 
for bøn. I skal ikke bekymre jer; tænk 
ikke dårligt om det. 
Jeg fryder mig over, at Gud har åbenba- 
ret evangeliet til os. Jeg glæder mig over, 
at jeg lever på en tid og i en generation, 
da vi har Guds kirke på jorden. Vi har 
haft profeter og apostle mellem os. De 
har arbejdet her i kødet og frelst mange 
sjæle. De er døde og er gået til åndever- 
denen. Joseph Smith holder nøglerne til 
denne uddeling. Han vil holde dem til 
evighedens uendelige tidsaldre, uden 
hensyn til, hvem der vil lede kirken efter 

(Fort. s. 37.) 



31 



Nye retningslinier 
for arbejdet for de døde 

En samtale med bror George H. Fudge, administrerende direktør for Genealogical 

Department og for tidsskriftet Ensign. 




I august 1977 bemærkede præsident 
Spencer W. Kimball: Jeg føler den 
samme nødvendighed for arbejdet i 
templet, som jeg gør for missionerings- 
arbejdet for de levende, fordi det i 
grunden er ét og det samme. Jeg har 
fortalt mine brødre generalautoriteter- 
ne, at dette værk for de døde bestandigt 
er i mine tanker. . / ,Vi opfordrer jer til 
betingelsesløst som enkeltpersoner, som 
familier, store og små, til at få gang i 
dette arbejde." (Ensign, oktober 1977. s. 
82) 

Ensign: Det blev bekendtgjort i 
regionalmøderne i juni, at der næste år 
ville blive påbegyndt et udvidet genealo- 
gisk program. Kan du fortælle lidt 
nærmere om denne forandring? Bror 
Fucige: Det nuværende firegenerations- 
program har givet de hellige mulighed 
for at blive bekendt med familiegruppe- 
skemaerne og at nedskrive genealogiske 
data. Det har bragt disse optegnelser ind 
i kirkens arkiver, så meget genealogi og 
tempelarbejde har kunne udføres. 
Ny teknisk udvikling har gjort det 
muligt for os at hjælpe Herrens værk 
fremad hurtigere og nøjagtigere. Hvis vi 
ikke udnyttede denne teknologi til at 
fuldføre Herrens værk, ville det med 



rette kunne bebrejdes os. Hidtil har man 
pålagt hvert medlem ansvaret for at 
færdiggøre mindst fire generationer af 
familieskemaer og så mange derudover, 
som han kunne. Den form for 
undersøgelser har krævet brevskrivning 
og rejser overalt i verden med brug af 
megen tid og mange penge - og meget af 
arbejdet har været uproduktivt. Og 
samtidig har måske én eller anden 
slægtning brugt tid og penge på at samle 
præcis de samme oplysninger. Og når de 
begge har færdiggjort deres 
undersøgelser og har indsendt deres ark 
til Genelogical Department, har opteg- 
nelserne ofte modsagt hinanden, og en 
sådan unøjagtighed er ikke acceptabel. 
Med det umådeligt meget arbejde, der 
skal udføres, kan vi ikke længere accep- 
tere, at man bruger tid på at udføre 
dobbelt arbejde. 

Ensign: Hvad er det så, der gøres 
anderledes i det nye program? 
Bror Fucige: Hver enkelt bliver nu bedt 
om at mødes med sine brødre, søstre og 
forældre for at sammenligne oplysnin- 
gerne på familieskemaerne, kontrollere 
oplysningernes nøjagtighed og lade ét 
medlem af familien sende et endeligt, 
rettet eksemplar af firegenerationsske- 
maet med tilhørende familieskemaer til 



32 



Genealogical Department i Salt Lake 
City. Under dette arbejde vil familien 
mødes med slægtninge i faderens og 
moderens slægtslinier (onkler, tanter og 
bedsteforældre) for at kontrollere 
nøjagtigheden af disse og tidligere gene- 
rationers optegnelser. 
Hvis der ved senere undersøgelser kom- 
mer materiale frem, som nødvendiggør 
en forandring i det afleverede materiale, 
er hver familie ansvarlig for at gøre 
kirkens genealogiske hovedkvarter op- 
mærksom på enhver tilføjelse eller ret- 
telse af disse ark. 

December 1978 slutter det nu igangvæ- 
rende fire generationer program for 
enkeltpersoner, og samtidig begynder 
fire generations programmet for fami- 
lier. Vi begynder at acceptere de nyligt 
udarbejdede familieskemaer og anetav- 
ler i juli 1979. 

Personligt efterforskningsarbejde ud 
over firegenerations-stadet vil blive ac- 
cepteret men ikke længere krævet af de 
enkelte. I stedet føler kirken sig ansvar- 
lig for at påbegynde en massiv optegnel- 
sesindsamling og et uddragningspro- 
gram for at berede navne til tempelar- 
bejde. 

Ensign: Hvad er dette indsamling- og 
uddragningsprogram for noget? 
Bror Fuégé: Vi har 95 apparater, der 
filmer optegnelser i 35 lande og indsam- 
ler mellem 40 og 50 millioner sider om 
året. Derefter klassificerer og katalogi- 
serer vi optegnelserne. 
Disse oplysninger må uddrages fra op- 
tegnelserne, behandles og sendes til 
templerne, så ordinanser kan udføres. 
For at gøre det, er vi nu begyndt et 
optegnelses-uddragningsprogram i kir- 
kens stave. 

Vi regner med, at det i øjeblikket tager 
omkring 900 uddragere at holde trit med 
en camera-operatør. Hvis vi i øjeblikket 
har 95 cameraer i drift - og der vil blive 
mange flere i de kommende år - vil vi få 



brug for mange uddragere for at holde 
trit med det, vi nu er i gang med at filme, 
plus det, som vi allerede har filmet. 
Ensign: For nogle mennesker kan det 
lyde, som om genealogisk arbejde er ved 
at blive upersonligt. Og har vi ikke, vil de 
sige, hidtil opmuntret os ved at tænke, at 
det er mit ansvar at finde mine forfædre? 
Bror Euuge: Jo, men efterhånden som 
intensiteten og farten af arbejdet øges. 
har Herren hos Brødrene indgivet en 
klar bevidsthed: Vi har allesammen de 
samme forfædre! For eksempel stam- 
mer vi allesammen fra et fælles par, 
Adam og Eva, men vore forfædre sam- 
menfiltres, længe før vi kommer tilbage 
til Adam. Man kommer ikke mere end 
nogle få generationer tilbage, før vore 
forfædre også er blodlinjeforfædre til 
mange andre mennesker. 
Når kirkens medlemmer forstår det, vil 
vi alle ønske at blive involveret i et 
program med fælles aktivitet, hvori du 
finder navnene på nogle af min slægt, og 
jeg finder navnene på nogle, der hører til 
dine forfædre. Vi kan måske være stavs- 
eller kontinent-adskilte. Men det fælles 
resultat vil blive, at vi begge er engagere- 
de i en effektiv indsats, der giver frelse til 
både vores jordiske og åndelige forfæ- 
dre. 

Herren ønsker, at vi skal fuldføre denne 
opgave ved at arbejde kollektivt ,som én 
kirke og ét folk", lige så vel som enkelt- 
personer. ,som sidste dages hellige', (se 
L&P. 128:24) 

På en måde bruger vi i vort missione- 
ringsarbejde blandt de døde en teknik, 
der er i stil med den, vi bruger i vort 
missioneringsarbejde blandt de levende. 
Hvis jeg blev kaldet til at være missionær 
i England, ville jeg rejse dertil og under- 
vise enhver, jeg kunne og .uden person- 
sanseelse". Jeg ville ikke rejse dertil for 
kun at undervise de mennesker, der har 
det samme efternavn, som jeg har, eller 
som er i slægt med mig. 



33 



Og vi sender ikke missionærer til store 
byer for kun at lede efter et menneske, 
mens gade efter gade er fulde at menne- 
sker, som vi ville ignorere. Men uden 
moderne teknologi er det den metode, vi 
hidtil har brugt i vor genealogiske efter- 
forskning. Nu har Herren givet os nye 
redskaber, og brødrene siger, at tiden er 
inde til at lægge større vægt på vores 
missioneringsarbejde for de døde. Gen- 
ealogi og missioneringsarbejde er i vir- 
keligheden det samme arbejde, så hvor- 
for ikke benytte de samme principper og 
procedurer? 

Ensign: Hvis én af os boede i en stav, der 
deltager i optegnelses-uddragnings-pro- 
grammet, hvordan kunne han så blive 
involveret? 

Bror Fucige: Da vi indsamler optegnelser 
i 35 lande, er de fleste optegnelser på 
andre sprog end engelsk. En stav i 
Hamburg kan uddrage tyske optegnel- 
ser, og en stav i Mexico kan uddrage sine 
egne optegnelser på spansk. 
Efter at man har fundet frem til egnede 
personer, vil de blive kaldede og indsat 
af stavspræsidenten som stavens genea- 
logiske missionærer. Stavspræsidenten 
afgør, hvor mange genealogiske missio- 
nærer, hans stav har brug for, og hvor 
mange timer, hver missionær kan yde til 
arbejdet. De. der kaldes, vil blive oplært 
til at læse de gamle håndskrifter, så de 
kan uddrage oplysningerne - navngiv- 
ning, dåb, vielse, dødsfald, osv. - fra de 
filmede optegnelser. 
To forskellige uddrager hver enkelt 
indførsel . Når resultaterne fodres ind i 
datamaskinen, sammenligner den op- 
lysningerne. Hvis der er forskelligheder, 
stopper maskinen, og en specialist vur- 
derer, hvilken af de 2. der er den rigtige. 
På den måde sikres de mest nøjagtige 
optegnelser. 

Ensign: Vil det være muligt for et hvilket 
som helst medlem at tilbyde at uddrage 
optegnelser nogle få linier hver måned? 



Bror Fuage: Del er et spørgsmål om 
oplæring. Når vi først har oplært en. 
tager det adskillige uger, før han eller 
hun bliver dygtig nok til at læse 
håndskrift helt nøjagtigt. 
Ensign: Men hvis et medlem ikke virker 
som uddrager, har han så ikke længere 
noget genealogisk ansvar, efter at han 
har indleveret sine egne firegenerations- 
ark? 

Bror Fucige: Jo. helt bestemt! Der er 
talrige projekter, som kirkens medlem- 
mer kan involveres i. For eksempel kan 
en stavspræsident lade sine folk kopiere 
gravsten og nedskrive gamle data i 
retssale, så alle optegnelser af genealo- 
gisk interesse til sidst kan indsamles og 
katalogiseres affolk fra området. Noget 
sådant må nødvendigvis koordineres. 
På den måde kan enhver, som har 
forfædre i det pågældende område, have 
umiddelbar adgang til disse optegnelser, 
når han forsøger at samle eller kontrol- 
lere sine firegenerationsark. 
Katalogisering af optegnelser er en an- 
den vigtig tjenestegerning, som medlem- 
mer kan udføre. Snarere end at gen- 
nemgå rulle efter rulle af film. kunne 
man så ganske enkelt gennemse ind- 
holdsfortegnelsen og finde frem til den 
ønskede film. 

En vigtig aktivitet for medlemmer vil 
være at udføre tempelordinanser tor de 
navne, der er blevet uddraget af opteg- 
nelserne. I juni 1977 begyndte vi i 
samarbejde med de lo stave i St. George, 
Utah, et prøveprojekt tor navneuddrag- 
ning. Med færre end 40 personer kaldede 
som uddragere er disse 2 stave nu i stand 
til at skaffe og levere alle de navne, som 
St. George templet behøver til sin nuvæ- 
rende aktivitetshastighed! 
Præsident Kimballs profetiske ønske 
om, at hvert tempeldistrikt skal levere 
alle navnene til sit eget tempel, vil snart 
være en realitet; Og det er let al se, 
hvordan denne fase leder ind til den 



34 



næste fase at øget tempelaktivitet, et 
øget antal templer, og udvidet missione- 
ringsarbejde blandt folk i dødeligheden 
og dem, som er gået bort. Som kirke står 
vi midt i profetisk opfyldelse af løfter og 
forudsigelser. 

Vi skal til at opbygge et stort lager af 
navne til tempelarbejde. Vi har allerede 
et stort antal mikrofilm, hvori ra opteg- 
nelser kan udtrækkes, og tiere optegnel- 
ser filmes hver eneste dag. I gennemsnit 
kan en person udtrække 20 navne i 
timen. Efterhånden som genealogiske 
missionærer kaldes, vil vi opbygge et 
lager af navne, der er parate til tempelar- 
bejde. Så vil hvert tempeldistrikt føle 
behovet tor at arbejde i et hurtigere 
tempo. Præstedømmeledere vil forstå 
behovet for at opmuntre deres medlem- 
mer til oftere at besøge templet. Jeg er 
sikker på, at vi vil få tiere sessioner i 
templerne, templerne holder åbent læn- 
gere og tiere mennesker kommer til 
templerne meget oftere. 
Det er let at forestille sig den dag, som 
præsident Kimball har forestillet sig, da 
vore templer vil være igang 24 timer i 
døgnet, og da templer skal lindes overalt 
i landet. Optegnelsesindsamling og ud- 
dragning vil bidrage hertil. Større vægt 
vil blive lagt på at bygge nye templer og 
at besøge templerne. Den eneste måde 
det vil kunne nås, er gennem samling af 
medlemmernes energi, intelligens og 
talenter i en fælles indsats, snarere end at 
skulle være athængig af individuelle 
indsats. 

Ensign: Gøres der noget for at sætte 
tempoet op for behandling af navne til 
tempelarbejde, når de engang er, blevet 
uddraget? 

Bror Fudge: Tempeltjeneste-centre op- 
rettes i de oversøiske tempeldistrikter til 
varetagelse af mange af de funktioner, 
som Genealogical Department hidtil 
har taget sig af. For eksempel behøver 
de brazilianske hellige, nu da et tempel- 



tjeneste-center er igang i Brazilien, ikke 
længere at sende familieskemaer og 
navneskemaer til Salt Lake City for at 
blive gjort rede til templet, afvente at de 
bliver sendt tilbage til Brazilien. for 
derefter at sende besked tilbage til Salt 
Lake City, etter at tempelarbejdet er 
blevet udført. De kan nu behandle deres 
optegnelser i Brazilien. gøre det 
nødvendige tempelarbejde dér, og 
registrere det i Brazilien. Templet sender 
derefter alene en kopi af optegnelserne 
om de færdiggjorte ordinanser til Salt 
Lake City, hvor de af sikkerhedshensyn 
anbringes i klippehvælvingerne. 

Det samme er tilfældet med vort mikro- 
filmarbejde. Vi vil snart filme, behandle, 
katalogisere og udtrække optegnelser i 
de forskellige dele af verden. Når tem- 
peldistriktet har fuldført arbejdet, vil 
kun filmnegativerne blive fremsendt til 
Genealogical Department i Salt Lake 
City. 

Ensign: Hvor snart vil I begynde at 
oprette disse tempeltjenestecentre? 
Bror Fuage: Så snart som behovet 
opstar. Vi har dem nu i Mexico, i 
Brazilien og i Japan. Det er altsammen 
en del af planen om at placere ansvaret 
for dette arbejde på kirkens medlemmer. 
De har myndigheden, optegnelserne, 
udtræknings- og behandlingsmidlerne 
og templerne. 

Nedskrivning af tempelarbejdet vil snart 
blive væsentligt hurtiggjort ved anbrin- 
gelse af små datamaskiner i templerne. 
Med et sådant system kan et navn 
udstedes og optegnelserne blive 
ajourført automatisk. Alles tempelan- 
befalinger vil være forsynet med en 
magnetstrimmel, der angiver ens navn 
og enhedsnummer (ward og stav). Når 
anbefalingen indsættes i datamaskinen, 
vil den øjeblikkelig opgive det trykte 
navn for den, som man er stedfortræder 
for; forsyne tempeloptegnelserne med 



35 



Jeg føler den samme nødvendighed for 
arbejdet i templet, som jeg gør for 
missionering for de levende, fordi det i 
grunden er ét og det samme- 
ens navn, enhedsnummer og dato, og 
derved forsyne wardets præste- 
dømmeledere med ajourførte statistiske 
oplysninger. 

Ensign: Er der nye hjælpekilder til 
rådighed for dem, som endnu er i lærd 
med at færdiggøre deres firegenerations- 
familieskemaer? 

Bror Fucige: Ja, det er der. Vi har nu i 
september introduceret et nyt søndags- 
skole-kursus i genealogi. Det strækker 
sig over 12 uger og hedder ,Fra dig til 
dine forfædre'. (PBGS 0683) Bogen er 
specielt beregnet på undersøgelser i 
forbindelse med firegenerationspro- 
grammet. Et andet nyt hjælpemiddel er 
det datamaskine-styrede arkiv. Når 
medlemmerne i juli 1979 begynder at 
indsende nøjagtige kopier af deres ane- 
tavler, vil vi samle et kæmpemæssigt 
datamaskine-styret arkiv over alle de 
anetavleoplysninger, som vi modtager. 
Når et medlem for eksempel tager en 
genealogisk søndagsskoleklasse, vil han 
lære, hvordan man indsender sine fire- 
generations familieskemaer. Det første 
han skal gøre, er at kontrollere sine 
oplysninger efter kirkens data-styrede 
anearkiv. Det gør han ved at indsende et 
sæt af sine indsamlede navne, hvorefter 
datamaskinen vil kontrollere, om hans 
forfædre allerede er i vort arkiv. Vi vil så 
give ham alle de oplysninger, vi har, 
foruden navne og adresser på de menne- 
sker, som har indsendt disse oplysninger 
tidligere. 

Vi er også i gang med at udarbejde et 
data-fremstillet katalog. Det vil komme 
til at omfatte alle bøger og materialer i 
vort bibliotek, såvel som genealogiske 



optegnelser rundt om i verden, som vi 
ikke har i vort bibliotek og ikke har 
planer om at filme. Hvis vi har den 
optegnelse, som dem pågældende har 
brug for, vil kataloget vejlede ham 
dirkete til den. Hvis vi ikke har den. vil 
kataloget fortælle ham, hvor den origi- 
nale kilde findes. Forhåbentlig kan vi 
med kataloget reproduceret på microfi- 
che 1 eller på anden måde distribuere det 
til alle stavskirkebygnings-biblioteker så 
ofte, det er nødvendigt af hensyn til 
ajour-føring, og til en meget rimelig pris. 
Ensign: Det lyder sandelig spændende - 
både for vor tid og i fremtiden. Hvad 
kunne du tænke dig at gøre i dit eget 
hjem med dine egne børn for at fremme 
dette arbejde? 

Bror Fuage: Jeg ville sørge for, at mine 
børn, min søster og hendes børn mødes 
med min far for at sikre os. at oplysnin- 
gerne på vores anetavler og familieske- 
maer er korrekte. Og når vi så kommer 
til juli 1979, vil vi være parate til at 
indsende dem. Jeg vil også indsende alle 
de ane-oplysninger, jeg har ud over de 
fire generationer. 

Dernæst vil jeg opmuntre mine gifte 
børn til at fortsætte med at skrive deres 
families og deres egen personlige histo- 
rie. Jeg er begyndt at optage min egen 
personlige historie på bånd. Jeg synes, at 
en båndoptager har særlig værdi, fordi 
mine børnebørn og oldebørn så vil blive 
i stand til at høre min stemme. 
Ensign: Kan du forklare, hvorfor kirken 
har lagt så stærk vægt på at føre 
dagbøger og personlige- og familiehisto- 
rier? Hvad har de at gøre med dette 
værk? 

Bror Fucige: Foruden den kendsgerning 
at Herren har befalet os til at føre 
optegnelser, så har børn og børnebørn 
stor gavn af at kende deres afstamning. 
Personlige optegnelser bringer os nær- 
mere til vore forfædre og vender mere 
umiddelbart vore hjerter mod dem, 



36 



fordi vi kender mere til dem. Hvad der 
forekommer at være almindelige, hver- 
dagsagtige aktiviteter for vore bedstefo- 
rældre, har ofte inspireret os til at være 
mere påpasselige med at holde befalin- 
gerne. Vore familiebånd er som følge 
deraf mere bindende, og vore ønsker om 
at udføre evangeliets frelsende ordinan- 
ser for dem, forslærkes. 
Ensign: Er alt dette det egentlige formål 
for den for nyligt annoncerede 1980 
verdenskonference om optegnelser, der 
skal holdes i Salt Lake City under 
betegnelsen ,Preserving Our Heritage* 
(Bevarelse af vores arv)? 
Bror Futige: Ja, vi ønsker at opfordre 
folk til at føre personlige- og familie- 
historier. Vi håber, at konferencen vil 
hjælpe vort missioneringsfremstød ved 
at lade folk vide, at kirken er interesseret 
i familien og i personlig og almen arv. 
Et andet vigtigt formål for konferencen 
er at åbne det data-styrede ane-arkiv for 
hele verden. Vi opfordrer ikke-medlem- 
mer så vel som medlemmer til at indsen- 
de deres ane-navne, så der kan opbygges 
et central-arkiv. Vi er spændt på konfe- 



rencen og forventer, at meget godt vil 
komme ud af den. 

Ensign: Hvordan føler du selv med 
hensyn til disse nye programmer? 
Bror Fudge: Jeg synes, at vi virkelig er en 
privilegeret generation. Mange af de 
gamle profeter ville have kunnet lide at 
leve i vor tid. Det er en tid med intens 
indsats - en indsats, som alle må tage del 
i. Intet menneske kan klare den alene. 
Jeg kommer til at tænke på Frelserens 
bøn, før han gik ind i Getsemane Have. 
Han bad om, at disciplene ville være ét, 
ligesom han og Faderen er ét. (se Joh. 
17:22) Vi forsøger at gøre Adams fami- 
lie til et. Og hvis vi skal kunne det, må vi 
være forenede i vores indsats. Resultatet 
vil naturligvis være fuldførelsen af det 
værk, som vor himmelske Fader ønsker, 
vi skal gøre, og i overensstemmelse med 
hans tidsplan for det. 



1 Microfiche er en metode, hvorved trykt 
materiale nedfilmes i en sådan grad at f.eks. 
hele Bibelen kan rummes på et enkelt karto- 
tekskort. Ved benyttelsen indsættes kortet i et 
særligt læseapparat. O. a. 



Vi ledes ved åbenbaring (Fort. fra s. 31.) 

ham. Herren har givet os kraft til at 
komme her og bygge templer. Vi har 
bygget 3 templer i disse bjerge, og mange 
af de døde er blevet forløst i dem, og de 
vil få del i den første opstandelse. Derfor 
bør vi være taknemmelige overfor Her- 
ren. Vi ønsker at fortsætte i disse temp- 
ler. Vi ønsker, at de skal befolkes af 
sidste dages hellige. Vi ønsker, at vore 
brødre og søstre skal fortsætte med at gå 
der og forløse de døde og velsigne de 
levende. Herren vil sørge for Zion og for 
denne generation, og han vil opfylde alt, 
hvad han har sagt. 



Jeg siger: Gud velsigne jer. Og han vil 
velsigne jer, hvis I vil lytte til hans råd. 
Jeg ønsker, at de sidste dages hellige skal 
holde op med at murre og beklage sig 
over Guds forsyn. Stol på Gud. Gør 
jeres pligt. Husk jeres bønner. Fat tro på 
Herren, og tag fat på at opbygge Zion. 
Alt vil blive godt. Herren vil besøge sit 
folk, og han vil afkorte sit værk i retskaf- 
fenhed, ellers ville intet kød blive frelst. 
Jeg siger jer, vogt på tidernes tegn og 
bered jer til det, som skal komme. Gud 
velsigne jer. Amen. 



(T.TTSTJAT3TT 



unv 1 i MJ7& 



»filBRAHZ 



, 





i